Danskere i EU’s udenrigstjeneste i Tunesien

Tunissøen breder sig blå fra udkanten af Tunis centrum til de hvide villaer i forstæderne nord for Tunis. Bag søen knejser bjergene på Cap Bon Halvøen, som man har udsigt til fra promenaderne, restauranterne og caféerne langs søen. To bydele er vokset frem langs søen: Her ligger store rigmandsvillaer, moderne kontorkomplekser med glasfacader og en lang række ambassader. EU’s ambassade i Tunesien, også kaldet EU-delegationen, ligger netop her. Til daglig er den arbejdsplads for godt 50 ansatte, herunder en EU-ambassadør. Mens de enkelte europæiske lande har haft diplomater og ambassadører i Tunesien siden 1700-tallet, er det relativt nyt, at EU har en ambassadør. Posten blev etableret i forbindelse med, at EU i 2011 tog det sidste skridt i etableringen af EU som udenrigspolitisk aktør.

For det europæiske fællesskab blev grundlagt som et handelsfællesskab efter 2. Verdenskrig med etableringen af Kul- og Stålunionen i 1952. Den bagvedliggende tanke var, at hvis man handlede sammen, ville man ikke igen gå i krig mod hinanden. Efterhånden blev handelssamarbejdet udvidet til at omfatte lande uden for Europa og aktiviteterne til også at omfatte udviklingsbistand. Det formelle samarbejde mellem EU og Tunesien har således eksisteret siden 1979. Med Berlinmurens fald i 1989 og de nye og frie Europæiske lande, flyttede de ydre grænser for fællesskabet sig og der opstod bekymringer om Europas sikkerhed. Derfor lancerede EU i 1990 en ’Fælles Udenrigs- og sikkerhedspolitik’, som blev integreret i Maastricht-Traktaten fra 1993. Med Amsterdam-Traktaten fra 1997 blev der etableret en post som EU-udenrigsminister, officielt kaldet ’EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. I 2011 fik EU en egentlig udenrigstjeneste, ’European External Action Service’, på dansk Den Europæiske Udenrigstjeneste. De kontorer, der indtil da havde været i landene uden for Europa, blev til EU-delegationer, en slags EU-ambassader, som også skulle have fokus på det politiske og kulturelle samarbejde og ikke kun på handel og udviklingsbistand.

Lanceringen af Den Europæiske Udenrigstjeneste i januar 2011 og etableringen af et politisk kontor på EU-delegationen i Tunis faldt sammen med kulminationen på det tunesiske oprør, der førte til, at præsident Ben Ali og hans familie den 14. januar 2011 forlod landet og tuneserne herefter tog hul på en lang, sej demokratiseringsproces. Året efter, i 2012, udstationerede Danmarks udenrigsministerium en dansk medarbejder på netop det politiske kontor på EU-delegationen, som netop skulle følge demokratiseringsprocessen i Tunesien. Flere danskere har siden da på forskellig vis arbejdet for EU i Tunesien.

Historien om nogle af disse danskere, deres arbejde i EU’s udenrigstjeneste og de historiske begivenheder i Tunesien, som danskerne gennem deres arbejde for EU har oplevet på tætteste hold, præsenterer jeg i denne fortælling som led i et projekt, jeg i øjeblikket er optaget af: Danskere i Tunesien gennem 250 år.

En stor tak skal lyde til Marie Kruse, Natasha Haugsted og Mikael Barfod for at gøre fortællingen mulig. Det har været en fornøjelse af høre jeres historier og arbejde sammen med jer.

Projektet er støttet økonomisk af Europa Nævnet’s pulje C, der yder tilskud til oplysningsaktiviteter, der fremmer debat og oplysning i Danmark om det europæiske fællesskab (EU).

Danskere i Tunesien: ’Sekunderet National Ekspert’, 2012-2019

I årene op til det tunesiske oprør i 2010-2011 havde Danmark ikke en ambassade i Tunesien. Landet hørte under ambassaden i Marokko. Derudover var der en dansk konsul i Tunis. Tunesien var heller ikke inkluderet i det udenrigspolitiske program Det Arabiske Initiativ, fordi man fandt det for vanskeligt at samarbejde med forskellige tunesiske organisationer på grund af præsident Ben Ali regimes undertrykkelse. Men efter oprøret ønskede den danske regering at støtte demokratiserings-processen i Tunesien. Da der samtidig var et ønske om at støtte EU’s nye udenrigstjeneste, kom man frem til at udsende en såkaldt ’Sekunderet National Ekspert’ til EU-delegationen i Tunesien og en række øvrige arabiske lande, hvor der havde været politiske omvæltninger. En ’Sekunderet National Ekspert’, som i udenrigsdiplomatiets fagsprog kaldes en ’SNE’ er en embedsmand fra et af medlemslandene, som arbejder midlertidigt for en EU-institution. Det er udenrigsministeriet i det land, der udsender SNE’en, som betaler for dennes løn. Det er tanken at få en medarbejder hjem igen, som er blevet dygtigere og har fået indsigt i både EU’s og andre landes arbejde i en international sammenhæng. Under udstationeringen er det EU-delegationen, der definerer arbejdsopgaver, og SNE’en er med til at rapportere tilbage til EU-Kommissionen i Bruxelles, på samme vis som diplomater i andre sammenhænge gør, for at underrette beslutningstagerne – politikerne – om forholdene og udviklingerne i et bestemt land, så de kan træffe beslutninger om støtte og engagement på et bedst muligt oplyst grundlag. Danmark ønskede med de nye stillinger at styrke EU’s indsigt i de nye demokratiseringsprocesser og de politiske udviklinger efter de folkelige oprør og samtidig styrke de nye funktioner på EU-delegationerne, og derfor kom de nye SNE’er ind på de relativt nyåbnede politiske kontorer. 

November 2019, Asiatisk Plads, København: Den første dansker, der blev udsendt som SNE til det politiske kontor på EU-delegationen i Tunis, der arbejdede der fra efteråret 2012 og to år frem til 2014. Jeg har spurgt Marie, om hun vil dels fortælle om sit virke i Tunesien som SNE og om hverdagen og hendes møde med tuneserne for at give os et billede af menneskene bag de store politiske overskrifter i de omskiftelige første år af Tunesiens af demokratiseringsprocessen.  Det vil hun heldigvis gerne. Så på en mørk efterårsdags mødes vi i det danske Udenrigsministeriums kantine, hvor det desværre lige præcis er blevet lukketid. Marie havde ellers håbet, at vi lige kunne nå at købe en god kop kaffe. Så hun må en tur op til afdelingens kaffemaskine. Imens pakker jeg notesbogen ud.

De to år, hvor Marie arbejdede for EU i Tunesien, var en turbulent periode for Tunesien, hvor den nye grundlov blev skrevet og det politiske landskab skulle finde nye ben at stå på efter i årtier at have været en undertrykt opposition eller en del af regimet. Straks efter oprøret i 2011 enedes politiske ledere og civilsamfundsaktører i Tunesien hurtigt om behovet for at skrive en ny grundlov. Der blev derfor forberedt og afholdt valg til en grundlovgivende forsamling i oktober 2011 med henblik på udarbejdelse af en ny grundlov, der bl.a. skulle formulere den fremtidige styreform. Forberedelsen omfattede udarbejdelsen af en valglov og nedsættelse af et uafhængigt valgråd, Instance Supérieure Indépendante pour les Élections (ISIE), der skulle forestå forberedelser og gennemførelse af alle valg fremover. Valget dannede også grundlag for en ny, midlertidig regering. Valgets store sejr fik det islamistiske parti Ennahda, som siden 1991 havde været fuldstændig fraværende både politisk og som organisation på grund af undertrykkelse og fængslinger både af ledere, aktive medlemmer, tilhængere og disses familiemedlemmer. Men ved valget opnåede Ennahda 89 pladser ud af i alt 217 parlamentet og dannede således regering sammen med to mindre partier, der også tidligere have været undertrykte oppositionspartier. Det første, Den Grundlovgivende Forsamling gjorde, var at udarbejde den såkaldte ”Lille Grundlov”, som beskrev den foreløbige organisering af magtdelingen i landet, indtil en ny grundlov var vedtaget, og valg til en blivende regering kunne udskrives. Grundlovsforsamlingen nedsatte herefter seks grundlovskommissioner, der arbejdede med forskellige delelementer af grundlovudkastet. 

Marie kommer tilbage med to kopper kaffe og vi sætter os ved et rundt bor i kantinen. Marie går i gang med at fortælle:

Marie: Jeg var én af i alt seks SNE’er der blev udsendt. Jeg kom til Tunis, men der blev også sendt SNE’er til Egypten, Marokko, Jordan, Yemen og Libanon. Vi blev udsendt lidt drypvis efterhånden som aftalerne med EU-delegationerne faldt på plads. Jeg søgte Tunesien som 1. prioritet. Jeg havde studeret EU’s Middelhavspolitik på Europakollegiet, og dermed havde jeg en interesse for både EU og Tunesien. Desuden havde jeg fulgt den politiske udvikling, som var startet i Tunesien med, at Ben Ali gik af. Da jeg kom, var arbejdet med den nye grundlov i gang. Men der var også al den lovgivning og de institutioner, der skulle til, for at man kunne afholde demokratiske valg. Og det var lige præcis de to ting, jeg arbejdede med og dækkede for EU-delegationen: Grundloven og tilblivelsen af institutionerne. På EU-delegationen i Tunesien bestod den politiske afdeling kun af to udsendte, da jeg kom til. Det var jo en stor del af EU-delegationen, der beskæftigede sig med udviklingsbistand og havde gjort det i mange år. Men den politiske del var stadig ny, da jeg kom i efteråret 2012. Og vi skulle så håndtere den store politiske proces, der var i gang. Meget af tiden var det kun min chef og mig. Vi havde også tunesiske kollegaer i vores team, men mest til støttefunk-tioner: en, der lavede presse og en, der lavede kulturelt samarbejde. Og så fik jeg ansat en tunesisk praktikant, som bl.a. hjalp mig med at følge de sociale medier på arabisk, fordi jeg ikke kan arabisk. Fulgte man kun den fransktalende presse, så fik man jo kun en del af en sag og ikke hele historien. Så der var pres på, og man kunne kun gøre det, der var vigtigst, og det var på det tidspunkt at følge tilblivelsen af grundloven og den demokratiske transition.

Arbejdsdage i Den Grundlovgivende Forsamling

Marie: Jeg havde som regel to dage om ugen i parlamentet, hvor jeg Som regel piskede jeg mest rundt og talte med folk. Når der var debatter i salen, som var åbne, så var jeg der og hørte, hvad de sagde. Men de fleste debatter foregik egentlig i de forskellige udvalg. Så det var mere at tale med folk. Jeg kunne have arrangeret møder med dem andre steder, men de havde så travlt, så det var lettere at mødes med dem på deres kontor. Og så talte jeg ellers bare med folk, når de kom forbi på gangene. Jeg bestræbte mig på at tale med alle de politiske partier, i hvert fald både de sekulære og det islamistiske parti Ennahda. Der var jo ikke rigtig sådan højre og venstrefløj, som vi kender det herhjemme. Men ofte behøvede jeg slet ikke selv tage møder. Der var stor åbenhed for at tale om politik og for at give sin holdning til kende og fortælle EU, hvad man mente om dette og hint.

Der er mange danskere, der har spurgt mig, efter jeg er kommet hjem, om det ikke var svært at være kvinde og være høj og rødhåret. Men jeg har aldrig oplevet nogen ubehagelig tilgang fra nogen af politikerne i Den Grundlovgivende Forsamling. Tværtimod. Der var selvfølgelig nogle gange en vis skepsis i forhold til, om man havde en dagsorden og ville blande sig. Og det havde EU vel på nogen punkter. Men det havde jeg sådan set ikke. Jeg ville gerne forstå, hvad der foregik. Når de forstod, at det var det, så var de næsten taknemmelige og glade for, at man interesserede sig for deres arbejde. Det var jo så kompliceret, og det gik enormt hurtigt.

 Så en artikel til grundloven, der så ud på den ene måde den ene dag, kunne se anderledes ud den næste dag, når en journalists artikel i en eller anden avis i Europa var skrevet. På den måde oplevede parlamentsmedlemmerne tit, at det, der foregik, blev misforstået. Så også derfor var de ofte vældig interesserede i at tale med mig.

Marie Kruse i Tunesiens Grundlovgivende Forsamling, som efter afslutningen af arbejdet med grundloven har heddet Forsamlingen af Folkets Repræsentanter, i daglig tale også ‘parlamentet’ (Foto: Marie Kruse).

Rikke: Det må have været hektisk med så mange interview og samtaler. Men var der så også dage,  

hvor du sad på kontoret ved skrivebordet og summede over det, du så havde hørt og skrev rapporter til EU?

Marie: Ja, men det var nu ikke så stille skrivebordsdage, for vi havde også programmer, der skulle administreres, og vi deltog i koordinationsmøder. Vi havde også rigtig mange besøg fra EU-institutionerne. Alle ville jo ned og se ”det arabiske forår”. Vi skulle så lægge et program og sørge for, at de mødtes med de mest relevante. Det var også centrale opgaver for mig at planlægge og ledsage ved besøg og skrive referat fra samtalerne. Så de der to dage om ugen i parlamentet, det var nok min ambition. Det blev ofte kun til en dag. Men jeg prøvede at komme derud rigtig meget. Og jeg syntes aldrig jeg var der, uden at jeg fik noget ud af det.

Stor respekt for medlemmerne af Den Grundlovgivende Forsamling

Marie: Jeg har virkelig stor respekt for medlemmerne af Den Grundlovgivende Forsamling. Der var enormt meget kritik af dem, af at det tog så lang tid. Men det handlede jo egentlig mest om, at man havde fået sat nogle deadlines op og lavet en proces, der næsten var umulig. Det var jo et kæmpe arbejde at skrive en ny grundlov. Og på grund af det politiske system, der havde været indtil da, havde de meget lidt erfaring med politisk og parlamentarisk arbejde. Mange af partierne var jo nye med uprøvede politikere. Men de tog opgaven meget alvorligt. Hvis man kan have et billede af sådan nogle halvdovne parlamentarikere, der bare sidder der for pengenes skyld, så var det i hvert fald ikke tilfældet der. De arbejdede dag og nat og så ikke deres familie. Hos alle, jeg talte med, var der et stort engagement og en følelse af historiens vingesus og ansvarets åg på skuldrene i forhold til at skrive den her grundlov. Ligegyldigt om man var muslim eller sekulær eller hvad man var. Og så var de jo vildt uenige om rigtig mange ting, og det var nogle store spørgsmål, de skulle tage stilling til. Jeg tror også nogen af dem ikke følte sig helt godt nok klædt på til at træffe de beslutninger, og være med i de svære diskussioner.

Frygt og mistillid blandt de tunesiske politikere

Marie: Hos mange af de sekulære var der en stor frygt for at det islamistiske parti Ennahda havde en skjult dagsorden. Og der var nogle, der var klar til at gå på kompromis med de demokratiske spilleregler for at undgå, at Ennahda skulle beholde magten. Og det var klart, at der var nogle, der gik ind i hele grundlovsprojektet uden at have anerkendt, at det var Ennahda, der var blevet det største parti i valget, og at det ville få nogle konsekvenser for resultatet.

Rikke: Der var jo en del tumult, og partier og parlamentsmedlemmer der udvandrede under debatter under høje protester. Var det din oplevelse, at den tumult handlede om det med, om man nu kunne stole på Ennahda?

Marie: Ja, jeg synes der var en dyb, dyb mistillid blandt mange af parlamentsmedlemmerne. Der var en frygt for, at Ennahda gik med til nogle ting nu, men at de på sigt havde en anden dagsorden. At der langsomt ville blive lukket ned for nogle af de friheder, særligt kvinder har i Tunesien, hvis Ennahda beholdt magten. Der var meget frygt i hele processen med at skrive grundloven for, om der ville komme nogle små åbninger, som Ennahda på sigt kunne bruge til noget, som ikke var tiltænkt.

Rikke: Jeg synes, det er er interessant at høre det fra indersiden, om man så må sige. For jeg synes, den er vigtig at forstå den der frygt. Den handlede jo ikke bare om politiske forskelle og skænderier, det var virkelig en frygt. Var det meget spørgsmålet om kvinders rettigheder og stilling i samfundet, det handlede om?

Marie: Nej. Der var rigtig mange vigtige emner, der skulle tages stilling til i grundloven. Kvindespørgsmålet fyldte meget i den offentlige debat også i Frankrig og mange af de tv-programmer og radioprogrammer, der var om Tunesien i Europa, og som de jo også så og hørte i Bruxelles. Det emne satte ofte diskussionerne lidt på spidsen og var noget, alle kunne forholde sig til.

Rikke: Hvordan var det så for dig at rapportere tilbage? Kunne du have alle synspunkter med? Jeg syntes nemlig selv, det kunne være svært at skrive om Ennahda medlemmer og tilhængere og andre islamister, fordi jeg fik en anden forståelse for deres holdninger efter at have interviewet dem og måske derfor ikke var så skræmt ved dem.  Men der var jo mange, der ikke talte med dem men alligevel mente alt muligt om, hvad Ennahda og islamisterne mente og tænkte. Syntes du, det var svært at rapportere tilbage? 

Marie: Jeg prøvede at være meget objektiv. Jeg mødtes jo med mange af Ennahda-medlemmerne i parlamentet og stillede også mig selv spørgsmålet, om der var en anden ”udemokratisk” dagsorden, og det er det jo selvsagt svært at sige noget sikkert om. Men jeg synes, at det havde noget vægt, når man talte med nogle af de politikkere, der var blevet tortureret i Indenrigsministeriets kælder under Ben Ali regimet. Det var klart, at de mente, at der skulle noget andet til, og der skulle parlamentarisk kontrol med regeringen og præsidentembedet og reform af retssystemet. Og de mente det dybt. Jeg fulgte med i, hvem der stemte for og imod forslag ned på udvalgsniveau f.eks. i spørgsmål om menneskerettigheder. Og det viste, at på baggrund af hvordan Ennahda stemte, kunne man ikke sige, at de var i gang med at undergrave demokratiet eller gøre op med kvinders rettigheder.

EU og FN’s støtte til grundlovsprocessen

Rikke: Du sagde, at du oplevede, at parlamentsmedlemmerne ikke følte sig klædt godt nok på til sådan en omfattende opgave med at skrive en grundlov, og de store beslutninger, de skulle tage. Gav de selv udtryk for det? Havde du så meget fortrolighed hos dem, at de selv fortalte dig om det?

Marie: Ja, det synes jeg nogle af dem gjorde. Fordi de gerne ville have viden. Der er jo f.eks. en masse teknisk og juridisk omkring forskellige typer valgsystemer, hvordan sikrer man valgkommissionens uafhængighed og tredeling af magten i det hele taget. Her efterspurgte de oplæg om, hvordan det var i forskellige lande, for den viden, de havde, om hvordan et demokratisk system kan indrettes var ofte alene det, de vidste om Frankrig. Men samtidig var der også en følelse af, at de skulle have deres eget, som ikke skulle være Frankrig. Et stort flertal ønskede for eksempel et system uden en magtfuld præsident, hvor man jo i Frankrig netop har en magtfuld præsident.

EU’s støtte gik via UNDP, altså FN. UNDP koordinerede alle donorers støtte til Den Grundlovgivende Forsamling. Parlamentet sagde, at ønskede denne støtte, og det var så UNDP, der fik lov at stå for den. Generelt var der en stor plads for EU. Tunesien ville på det tidspunkt gerne have, at EU skulle spille en rolle. Og i EU var der enighed om, at EU skulle spille en rolle og have de midler, der skulle til. Så på den måde var der flere forhold, der gjorde, at EU fik en plads og kunne spille en stor og konstruktiv rolle i den tunesiske proces – forhold som ikke nødvendigvis var til stede i mange af de andre arabiske lande, hvor mine kollegaer var.

Vedtagelsen af grundloven

Rikke: Det hårde arbejde i parlamentet endte jo med, at der en færdig grundlov, der blev vedtaget 26. januar, og efterfølgende underskrevet i parlamentet den 26.  januar 2014 – næsten præcis 3 år efter oprøret. Hvor var du, da grundloven blev underskrevet?

Marie: Jeg var der, inde i salen. Det var fantastisk, helt fuldstændig fantastisk. Det gik jo også meget bedre, og der kom et større flertal, end jeg egentlig havde troet. Jeg havde skrevet en indberetning hjem kort tid før om, hvad man kunne forvente. Altså, at grundloven gik igennem men med så mange for og så mange imod. Og der var jo langt større flertal end vi havde troet. Så det var helt vildt dejligt.

Underskrivelsen af den nye grundlov i Den Grundlovgivende Forsamling 26. januar 2014. Medlemmerne brød i glæde ud i nationalsangen og havde det tunesiske flag med (foto: Marie Kruse).

Efter to hektiske år ville Marie gerne hjem til Danmark, selvom hun også syntes, det var rart at være i Tunesien. Hun var træt. Det var en hård proces for alle at være med i og at følge. Men årene i Tunesien har været skelsættende:

Marie: Det var jo klart hvedebrødsdagene lige efter oprøret. Det var en svær periode, men det var også et tidspunkt, hvor der stadig var en enorm optimisme, og en tro på fremtiden og på, at man kunne gøre alt muligt anderledes, som var helt fantastisk og som jeg tror, jeg aldrig kommer til at glemme. På en eller anden måde var det lidt farligt at starte der med sin første ude-post, for jeg tror, det kan blive svært at få noget, der er lige så spændende igen.

Fortsatte store udfordringer for det nye, frie Tunesien

Mange havde forventet, at en ny grundlov ville blive den største hurdle at komme over efter oprøret, og at tingene ville falde til ro og forbedringerne begynde, når først den var færdig. Men de efterfølgende år blev ikke mindre begivenhedsfulde. I efteråret 2014 blev det første valg til parlamentet og præsidentposten afholdt. Et nyt parti, Nida Tounes, var blevet etableret i 2012 af en blanding af mange forskellige aktører, som alle havde det til fælles, at de ønskede at udfordre Ennahdas magt. Som præsidentkandidat stillede de med den da 88 år gamle Beji Caïd Essebsi, der var en central person i regeringspartiet under både præsident Bourguiba og Ben Ali. Han gik til valg på at love tuneserne sikkerhed, noget mange længtes efter efter de turbulente første år efter oprøret. Essebsi fik 55, 68% af stemmerne ved præsidentvalget, nok til at han blev Tunesiens præsident fra 2014 til hans død i sommeren 2019, kun få måneder før næste præsidentvalg. Hans parti, Nida Tounes, vandt 86 pladser i parlamentet, mens Ennahda gik tilbage fra 89 til 69 pladser i parlamentet. Dermed skiftede også regeringsmagten over til Nida Tounes. Men deres regeringsperiode blev alt andet end rolig og stabil. Partiet var præget af interne magtkampe og mistillid, mange af grundlæggerne forlod partier i begyndelsen af regeringsperioden men konkurrerende fraktioner opstod senere i perioden.

Kort efter valget oplevede Tunesien to voldsomme terrorangreb uden fortilfælde i landets historie. Det første fandt sted i marts 2015 på Tunesien nationalmuseum, Bardo Museet. Tre bevæbnede mænd skød mod en bus med turister ude foran museet og holdt derefter besøgende og ansatte som gidsler på museet. 21 mennesker mistede livet i angrebet, og to af gidseltagerne blev skudt af de tunesiske sikkerhedsstyrker. Det andet angreb fandt sted få måneder efter, i juni, i badebyen Sousse. En bevæbnet mand kom ubesværet ind på et af de store turisthoteller, hvor han nåede at skyde 38 mennesker, heraf 30 briter, inden sikkerhedsstyrkerne nåede frem og dræbte ham. 

De to hændelser sendte den tunesiske økonomi helt i knæ. De europæiske rejsebureauer indstillede omgående alle rejser til Tunesien, og landet strøg til tops på listen over de mest risikofyldte lande at foretage investeringer i. Dette blev helt fatalt for en i forvejen stigende arbejdsløshed, og dermed blev mange, mange tunesere landet over direkte berørt i deres hverdag. De økonomiske og sociale forbedringer, som de oprindeligt havde efterspurgt i oprøret, var nu endnu længere væk. De to hændelser fik præsident Essebsi til at erklære landet i undtagelsestilstand, hvilket gav ham mulighed for at regere ved dekret, og gav ham mulighed for at forbyde demonstrationer og offentlige forsamlinger, som ’kunne skabe uroligheder’. Hermed kom både den demokratiske proces og frihedsrettighederne under pres.

De forværrede leveforhold for tuneserne særligt i den sydlige og vestlige del af landet har løbende ført til demonstrationer, protester og strejker i disse områder. Svaret fra regeringens side var i mange tilfælde fordømmelse af protesterne, som de argumenterede yderligere forværrede Tunesiens muligheder for at tiltrække investeringer og som ødelagde det nationale sammenhold, som har været italesat som det helt nødvendige for at komme i mål. Dette blev opfattet som paradoksalt af tuneserne i disse områder, fordi de netop altid har været de-favoriseret og stået i skyggen af kystområderne og hovedstaden, hvor både den Nida-ledede regering og præsident Ben Ali regimet havde sine kerne-støtter. De svære leveforhold i de sydlige og vestlige regioner betød også, at mange, især unge, drømte om eller reelt forsøgte at migrere fra Tunesien mod Europa. Mellem 2011 og 2017 forlod 94.000 tunesere landet, og langt de fleste søgte til Europa. Det var både lavt- og højtuddannede, der ikke længere kunne finde arbejde i Tunesien eller holde de forværrede forhold ud. Dermed oplevede Tunesien et brain-drain på et tidspunkt, hvor der netop var brug for unge, gode hoveder til at give nyt liv til landets udvikling og demokratiserings-processen.

I syd-Tunesien har befolkningen også inden oprøret været afhængig af sort økonomi i form af ulovligt importerede varer fra Libyen, som er væsentligt billigere end tunesiske varer. Her et af de mange steder, der sælger billig benzin fra Libyen.

Dansk SNE under kommunevalg og afmattet stemning, 2017-2018

Mens den danske SNE Marie Kruse oplevede en optimisme og tro på fremtiden i Tunesien i årene 2012-2014, hvor hun arbejdede på EU-delegationen, og beskrev stemningen som ’hvedebrødsdage’, var det således en ganske anden stemning og en meget vanskelig situation med voksende afstand mellem politikere og borgere, som den tredje danske SNE på EU-delegationens politiske kontor, Natasha Haugsted, oplevede, da hun kom til Tunesien i efteråret 2017.

December 2019, Christianshavn, København.

Natasha: Man kunne godt mærke, at luften begyndte at gå af ballonen efter den entusiasme, der var efter oprøret. Og nogle af dem, der havde været aktive omkring oprøret og med til at sætte ting i gang efter oprøret, begyndte at miste energien i forhold til det. Det var ikke bare noget man fornemmede, De sagde det også direkte. De var skuffede over, at det tog så lang tid og at det ikke gik hurtigt nok. Især de unge. Man skal tænke på, at mange af dem, der var 15-16-17 år under oprøret for dengang 6 år siden, de var nu 21 år. For det var det jo en tredjedel eller en fjerdedel af deres liv, der var gået, uden at de kunne se konkrete fremskridt.

Lige som Marie sad Natasha på det politiske kontor, som i mellemtiden havde udvidet lidt, idet der fortsat var en chef, som var en EU-diplomat fra EU’s Udenrigstjeneste, men nu var der også endnu en EU-diplomat, der primært fulgte Tunesiens udenrigspolitik, og to Sekunderede Nationale Eksperter; Natasha og en fra Frankrig, og så var der en trainee, det vil sige en lønnet, typisk etårig eller toårig, juniorstilling. Stadig et lille team i EU-sammenhæng og til at dække hele den komplicerede politiske situation i Tunesien. Natasha syntes, det var rigtig spændende at arbejde for EU:

Natasha: EU er bare en større aktør, så man er ofte i centrum. Jeg fik jo lov at sidde fuld tid med det indenrigspolitiske område i Tunesien, så henvendte mine kolleger fra EU-medlemsstaterne sig tit med spørgsmål, læste vores rapporter, og var interesserede i, hvad vi lavede, hvad vi vidste og hvad vi havde at sige. Det er noget helt andet at arbejde for EU’s Udenrigstjeneste i udlandet, end at være i én af de mange EU-institutioner i Bruxelles. Man er et lille team, så man skal tit springe til, og man har et stort ansvar, for hvis man ikke er der, mangler der ret hurtigt nogen. Vi var løbende i kontakt, både skriftligt og telefonisk, med vores kolleger i Bruxelles, som følger Tunesien – såkaldte ”desk officers”. Jeg var på kursus et par gange i Bruxelles, hvor jeg fik lejlighed til at møde dem, og de kom også jævnligt til Tunis. På den måde synes jeg, der var god kontakt.

Som Marie havde Natasha også god kontakt til aktørerne i Tunesien og de udenlandske repræsentationer:

Natasha: Jeg var meget væk fra mit skrivebord og rundt og tale med folk, både i parlamentet, med kollegaer på andre repræsentationer, samt med nationale og internationale civilsamfundsorganisationer. Det var virkelig spændende. Jeg fik i høj grad lov selv at tilrettelægge mit arbejde. De fleste møder tog jeg selv. Andre tog jeg sammen med chefen for den politiske afdeling, hvis det var et møde med nogen, der havde lidt mere tyngde, for eksempel partiledere fra de større partier.

Vigtige kommunevalg for decentralisering af magten

Natasha fulgte primært den indenrigspolitiske udvikling og i efteråret 2017, da hun kom til Tunis, var den præget af det kommunevalg, der skulle afholdes i maj 2018. Så det blev i høj grad det, Natasha talte med de tunesiske aktører om, når hun var ude omkring til møder, og det der blev rapporteret ind om til kollegaerne i Bruxelles om.

Kommunevalget i 2018 var det første frie kommunalvalg nogensinde. Indtil oprøret i 2010-2011 havde valgene ikke været frie, og posterne blev besat af personer, der havde meget tætte bånd til regeringspartiet, var direkte udpeget, eller var ledende medlemmer af lokale store familier, herremænd og forretningsmænd. Kommunerne og det lokale niveau var dengang vigtigt som regimets forlængede arm helt ud i alle provinser. Derfor blev det efter oprøret centralt at gøre op med magten på det lokale niveau. I første omgang blev alle hidtidige kommunalpolitikere afskediget og nye blev udpeget midlertidigt uden magtbeføjelse til andet end den daglige drift. Derefter blev det indskrevet i grundloven (artikel 14), at kommunerne udgør første niveau af den decentralisering af magten, der skulle igangsættes efterfølgende. Kommunerne er også centrale i forhold til at respondere på kravet om oprøret om medbestemmelse i de sager, der angår tunesernes hverdag. Så håbet var – og er fortsat – at legitimt valgte kommunalråd kan være med til at styrke den samlede demokratiproces. Derfor var valget så vigtigt.

Men netop på grund af den magt, det tidligere regeringsparti havde haft gennem bånd ud i kommunerne, var regeringen, der selv netop talte mange medlemmer fra det tidligere regeringsparti, ikke meget for at hjælpe kommunalreformerne på vej. Selve valgloven for kommunalvalget var først forhandlet på plads, så den kunne vedtages i februar 2017. Forsinkelsen skyldtes især, at de to største partier, Nidaa Tounes og Ennahda, ikke var klar til afholdelse af kommunevalg i 2016 og 2017: Nidaa Tounes var plaget af intern krise og stridigheder, og Ennahda var faldet så voldsomt i popularitet blandt vælgerne, at partiet ikke stod stærkt nok til klare sig godt i et valg. Alle partier, også de mindre, havde svært ved at imødekomme lovens krav om, at man skulle opstille lige så mange kandidater som der var pladser i byrådet, og at der skulle være opstillet lige mange mænd og kvinder. Så mange partier og individuelle kandidater havde store interesser i at forhale processen med vedtagelsen af kommunalvalgloven.

Men de demokratiske kræfter i Tunesien gjorde endnu en gang et beundringsværdig vedholdende arbejde for at gennemføre kommunevalget, der fandt sted i maj 2018. Allerede i februar skulle de interesserede melde deres kandidatur til Valgrådet Instance Supérieure Indépendante pour les Élections (ISIE), som herefter gennemgik alle kandidaterne og godkendte, at de levede op til kravene i loven. Ud af de 57.020, der havde meldt sig, blev 53.668 godkendt. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at 52% af de opstillede var under 35 år og 24% var mellem 35 og 45 år, altså en stærk repræsentation af unge, der for langt de flestes vedkommende ingen erfaring havde med politik men som netop var dem, man med decentralisering og lokalvalg ønsker at inddrage i den politiske proces. Ikke mindst fordi de netop repræsenterer de mange unge, som deltog i oprøret og som siden har følt sig kørt over af en gammel, politisk elite i Tunis.

Fakta om kommunevalget i 2018
Tunesien har 350 kommuner, 86 af dem blev oprettet i 2015-2016.
Der opstillede 53.668 kandidater.
49% af kandidaterne var kvinder. Dette er et krav ifølge valgloven.
Der var 7.212 pladser i kommunalråd, der skulle besættes.

Valgplakater til kommunevalget i 2018.Valgplakater må kun opsættes på bestemte steder, hvor der er ét felt til hvert partis plakat, der viser alle kandidater (Foto: Natasha Haugsted)

For at stemme i Tunesien skal man forud for valget aktivt registrere sig som vælger. Ved kommunevalget i 2018 var antallet af registrerede vælgere 5.369.843, hvilket svarer til ca. 63% af alle dem, der ville kunne have registreret. De registrerede fordelte sig på med 52% mænd og 48% kvinder. På selve valgdagen var det imidlertid kun 35,6% af de registrerede vælger, der rent faktisk mødte op og stemte på et af de 11.185 valgsteder. Så totalt set blev det en meget lille valgdeltagelse, der tydeligt afspejlede befolkningens bristede tro på det politiske system og de etablerede partier, der hidtil kun havde vist deres virke på nationalt plan.

Valgloven foreskriver, at valglisterne skal opstille skiftevis en mand og en kvinde. Det betød, at 49% af de opstillede kandidater var kvinder, og på 30% af de opstillede lister var en kvinde den første kandidat. Det betød, at mange kommuner rundt om i Tunesien fik kvindelige borgmestre. Den helt store medieopmærksomhed fik Souad Abderrahim, der blev Tunis’ første kvindelige borgmester fra det islamistiske parti Ennahda. Men også flere kommuner i syd-Tunesien fik kvindelige borgmestre, herunder kommunerne Ajim, Zarzis og Sidi Makhlouf tæt på de store hotelområder på øen Jerba.  

Fra det første, frie valg i Tunesien i 2011 har valgene været observeret af både tunesiske partier og organisationer og udenlandske organisationer og aktører – heriblandt EU’s valgobservations-missioner. Danskere har deltaget i disse EU valgobservationsmissioner.


Danskere i Tunesien: Valgobservatører i EU’s valgobservationsmissioner, 2018-2019

Valgobservationsmissioner er en kerneopgave i EU’s udenrigstjeneste. Siden 2000 har der været udsendt 120 valgmissioner til alle kontinenter i verden. Formålet er at støtte og fremme demokrati og demokratiseringsprocesser, menneskerettigheder gennem folkets deltagelse i valg af styre og retsstaten. Ud over valgobservation kan EU yde teknisk og materiel støtte til afholdelse af valg.

Det er det land, der afholder valg, der formelt sender en invitation til EU om, at man ønsker, at EU observerer valget. Udenrigstjenesten har sammen med EU’s Ministerråd og Europa Parlamentet identificeret en række lande, hvor man potentielt kunne udsende valgmissioner til. Udvælgelsen sker ud fra en række kriterier så som vigtigheden af den demokratiske proces og at det sikkerheds-mæssigt ikke må være alt for farligt. Som oftest vælger EU at bruge ressourcerne på at sende valgmissioner til præsident- og parlamentsvalg. Men på grund af den unikke proces i Tunesien og vigtigheden af at demokratiseringsprocessen lykkes i forhold til udviklingen i den bredere arabiske, har EU valgt at sende valgmissioner til alle valg – også kommunevalget i 2018, hvilket understreger, hvor meget man vurderede, der var på spil i kommunevalgene for den decentralisering af magten, der var et oprindeligt krav fra oprøret, og dermed for den samlede demokratiseringsproces.

Valg i Tunesien siden oprøret i 2010-2011
2011 Valg til den Grundlovgivende Forsamling
2014 Præsident- og parlamentsvalg
2018 Kommunevalg
2019 Præsident- og parlamentsvalg

Når EU har modtaget en invitation, undersøgt, at forholdene er sådan, at det er muligt at sende en valgmission, og udvalgt det pågældende valg som et, man ønsker at observere, underskrives der en aftale mellem landet og EU, som præciserer samarbejdet.

Herefter udpeger EU’s udenrigstjeneste en leder af valgmissionen, som oftest er et medlem af Europa Parlamentet, og der rekrutteres observatører til kerne-teamet – ’the core team’. De ankommer til det pågældende land 6-8 uger før valget for at følge med i forberedelserne af selve valget. Derudover sendes der et større antal langtidsobservatører af sted, som ankommer 4-5 uger før valget, korttidsobservatører, der kommer få dage inden valget og som kun observerer på selve valgdagen, samt et antal lokalt rekrutterede korttidsobservatører, som for eksempel kan være ansatte på EU-delegationen. På baggrund af observationerne giver valgmissionens leder en første vurdering af valget ganske kort tid efter, at resultatet er offentliggjort. Når alle informationer er bearbejdet, udgiver valgmissionen en større rapport, som bl.a. indeholder anbefalinger til den videre demokratiseringsproces.

Valgmissionen er uafhængig og har i udgangspunktet ikke noget samarbejde med EU-delegationen i det pågældende land. Natasha fortæller, at hun i forbindelse med kommunevalget i 2018 var engageret på to måder: Dels briefede hun core team, og dels var hun lokalt rekrutteret korttidsobservatør på selve valgdagen:   

Natasha: Jeg hjalp til med det praktiske og gav nogle briefinger til det såkaldte core team, som står for at forberede og koordinere hele observationsmissionen. Selv om det er en EU-mission, opererer den uafhængig, hvilket betyder, at EU-delegationen i Tunesien ikke fortæller missionen hvad de skal tænke eller skrive. Men vi ydede support i forhold til at give dem kontakter til de politiske partier og hjælpe dem med rundt.

På selve valgdagen den 6. maj 2018 var jeg ude og observere i Le Kef regionen i vest-Tunesien som det der hedder ’en lokalt rekrutteret korttidsobservatør’. Det var jeg sammen med en diplomat fra en anden EU-medlemsstat. Vi havde desuden en frivillig oversætter og en chauffør med rundt. Vi startede på ét af valgstederne tidligt om morgenen, kort før de åbnede. Her fulgte vi med i, om de valgtilforordnede fulgte regler og procedurer, åbnede til tiden, mv. Allerede før åbningen stod der mange mennesker i kø. Unge og gamle, mænd og kvinder. Man kunne mærke, at selv helt herude, langt fra parlamentet i Tunis og i et land uden en lang demokratisk tradition, var det en stolthed og en glæde for borgerne at aflevere deres stemme, og det var stærkt at være vidne til.

Cirka hver halve time tog vi videre til et nyt valgsted i området og observerede på samme måde, at alt gik ordentligt til. Tuneserne var meget venlige, både de tilsynsforordnede, vælgerne og de partier og lokale civilsamfundsobservationer, som også var kommet for at observere.

Dagen sluttede med, at vi var med til optælling på ét af valgstederne. Her måtte vi ikke forlade lokalet, da først stemmeurnerne var blevet åbnet. En for en blev stemmesedlerne vist frem til alle observatørerne, så vi kunne se, hvor krydset blev sat, og det pågældende parti fik en streg. Vi havde fået at vide, at det kunne tage mange timer nogle steder. På vores valgsted var vi heldigvis færdige ”allerede” omkring kl. 22. Derefter tog vi hen forbi optællingscenteret, hvor de samlede alle stemmeurnerne fra de enkelte valgsteder. Det var en stor gymnastiksal fuld af aktivitet – man kom lidt til at tænke på en myretue. Vi var hjemme omkring midnat efter en lang og begivenhedsrig dag. Det var ekstremt fascinerende at se demokratiet i aktion på den måde.

Det er Tunesiens militær, der transporterer stemmeurnerne fra valgstederne til optællingsstederne (Foto: Natasha Haugsted).

Året efter, i 2019, valgte EU også at sende en valgobservationsmission til præsident- og parlamentsvalgene i Tunesien. I denne valgmission deltog danske Mikael Barfod som valgobservatør. Mikael har 35 års karriere som EU-diplomat og ambassadør bag sig, og har arbejdet med FN’s og EU’s udviklingsprogrammer og støtte til økonomiske reformer i bl.a. Caribien, Afrika, Asien og som leder i Bruxelles. I 2017 blev han pensioneret fra EU men ville gerne fortsætte med at være fagligt engageret ud over sit deltidsarbejde som gæsteprofessor ved et engelsk universitet. Så i 2018 søgte han om at blive EU valgobservatør.

København, december 2019: På en kølig, grålig december-dag mødes Mikael og jeg i hans families hjem med udsigt over Øresund. Trods verdensnyheder om blandt andet Brexit får vi hurtigt fordybet os i en samtale om forholdet mellem EU og Tunesien og om Mikaels udsendelse som valgobservatør få måneder forinden. Mikal fortæller om processen fra man ansøger om at blive observatør, til man ankommer i det land, hvor der skal være valg og til missionen er slut:

Mikael: Man ansøger om at blive optaget i EU’s valgobservations-korps. Man skal kvalificere sig ved at gå igennem en hel masse kurser, og man skal have opdaterede sikkerheds- og sundhedsgodkendelser. Det tager en frygtelig masse tid at få ordne alt det, typisk et år, og det gjorde det også i mit tilfælde. Herefter er man til rådighed, og det var jeg så i sommeren 2019. Kort tid efter så jeg opslaget for valgmissionen til Tunesien, som jeg syntes var utroligt interessant, fordi Tunesien var dér, de arabiske oprør begyndte. Så jeg søgte. Normalt skal man have været ude på andre typer valgobservationer, før man kan blive indstillet til EU valgobservationerne. Og det havde jeg jo ikke været, men jeg blev indstillet alligevel – formentlig fordi jeg taler fransk. På utrolig vis gik det lige igennem. Jeg blev udtaget til at deltage på valgmissionen som korttidsobservatør og skulle være med til at observere både første runde af præsidentvalget i september, parlaments-valget i oktober og anden runde af præsidentvalget i november. Det blev til, at jeg var dernede ad to omgange, fordi vi fik lov at blive mellem parla-mentsvalget og anden runde af præsidentvalget. Der var for kort tid imellem de sidste to valg, til at de ville sende os hjem.   

På den valgobservationsmission, som Mikael deltog i, bestod missionen af et hoved-team, core team, på 16 personer, herunder det Europa Parlamentsmedlem, der formelt ledede missionen, en chef-observatør og politiske, juridiske og medie-analytikere. De var ankommet i begyndelsen af september – cirka to uger før valget 15. september, sammen med 28 langtidsobservatører.  Mikael var en af de 28 korttidsobservatører, der ankom en uge inden valget. Der deltog yderligere 30 lokalt rekrutterede korttidsobservatører, altså en mission på i alt godt 100 mennesker. Alle bliver grundigt informeret om den historiske forhold i Tunesien, om partierne, om det valgtekniske og lovgivningen og om medierne.

Mikael: Man får en hel bog med alle informationer, som core team har udarbejdet. Den læste jeg inden jeg ankom. Da vi var ankommet, havde vi to dages kursusforløb med core team, hvor vi blev virkelig godt briefet. Hvert medlem af teamet holdt et foredrag. Alt blev gennemgået. Efter de første 2-3 dage i Tunis, tog vi ud til vores valgsteder. Nogen tager langt væk til for eksempel Sydtunesien. Jeg tog over til et badehotel i Hammamet lige syd for Tunis, fordi jeg skulle observere i området dér.

Det sidste om badehotellet er sagt med et glimt i øjet, for Mikael ville egentlig gerne have byttet lokalitet undervejs, så han også fik set andre områder af Tunesien. Men fordi valgobservatører omgående fik et tæt kendskab til det område, de er i, byttede man ikke. Så ville vigtig viden være gået tabt.

Mikael: Straks efter ankomsten til vores område gik vi ind i substansen af valgkampagnen og så, hvordan de forskellige partier gebærdede sig, hvordan stemningen var, og vi interviewede masser af folk. Som observatør er man altid sammen mand-kvinde. I mit tilfælde observerede jeg sammen med en svensk menneskerettighedssagfører. Vi havde en arabiske tolk, der var en ung, tunesisk fyr, der havde en handelshøjskole-lignende uddannelse, og så havde vi en chauffør og en bil.

Da vi ankom, var der et par dage til valget. Dem brugte vi til at køre rundt og tale med politiet og valgorganisationerne om, at her er vi, og hvis der var noget, de syntes, vi skulle vide, så ville vi gerne høre det, f.eks. om valgkampagnerne, og om der var noget, de var utilfredse med. Vi talte også med masser af almindelige folk. De unge kunne jeg tale med direkte, fordi de taler fransk, men i forhold til de ældre havde vi brug for tolk. Jeg har været udsat for tolke mange gange, og jeg ved, ham vi havde, var en god tolk. Så derfor følte jeg mig ret komfortabel med at være rundt mellem potentielle vælgere og folk i almindelighed. Vi lærte meget om, hvordan folk forholdt sig til den politiske situation og til valget.

Dagen før valgdagen kørte vi rundt og så de valgsteder, som altid er skoler, som vi havde tænkt os at besøge. Nogle af dem kiggede vi bare på udefra, for det er jo hemmeligt, hvilke steder, vi besøger, og på selve valgdagen skiftede vi også mening. Så der var aldrig nogen der vidste, hvor vi kommer.

På selve valgdagen nåede vi cirka ti valgsteder. På hvert sted sad vi i valglokalet og snakkede med de tilforordnede om, hvordan det var gået, hvor mange der er kommet, vi kiggede på deres tal, og skrev en alenlang rapport fra hvert sted, som var på en tablet, som havde direkte forbindelse til statistikeren i core team i Tunis. Når vi trykkede på knappen til slut, så gik rapporten igennem med information om alt; hvor mange der havde stemt, hvor mange kvinder, hvor mange handicappede, om der var de rigtige ting til stede, om alt var forseglet, om det var hemmeligt, om de gamle blev hjulpet, om der var børn i valglokalet, blev der talt politik, opførte partiernes valgforordnede sig ordentligt. Der var simpelthen intet, der undgik vores opmærksomhed med den formular. Første gang jeg så den, tænkte jeg nejnejnej, det skal jeg ikke lave 35 gange, det her. Men til sidst kunne man lave den lynende hurtigt.

Alle, der har stemt, dypper pegefingeren i blæk på valgstedet for at sikre, at alle kun stemmer én gang, altså for at undgå snyd.

Ligesom Natasha observerede Mikael og hans kollega også, at valgurnerne blev rigtigt forseglet, og at militæret kom og hentede dem og kørte dem til optællingsstedet, når valgstederne lukkede om aftenen.

Mikael: Vi kørte også til optællingsstedet. Der sad vi resten af natten og så på, at de talte op. Til det første valg, som var første runde til præsidentvalget, blev vi med at spørge core team, om vi virkelig skulle sidde der hele natten. Det skulle vi. De var først færdige med optællingen klokken 18.00 den efterfølgende dag. Så observationstiden, fra vi var klar på valgdagen til det var slut, varede i 40 timer.

Til det næste valg, parlamentsvalget, fik vi så lov til at gå hjem og sove mellem midnat og klokken 4.00 om morgenen. Dér var de færdige med at tælle op klokken 10.00 om morgenen den efterfølgende dag. Og til det sidste valg, anden runde af præsidentvalget, kom vi faktisk lidt for sent, for de havde talt det hele op, da vi kom. Så kunne vi bare tage et billede af opslaget med det lokale valgresultat, lave rapport og gå igen. De valgtilforordnede blev med andre ord bedre og mere rutinerede for hvert valg. Men det var langt og sejt med den valgnat.

I løbet af natten lavede vi en utrolig masse og lange rapporter om. hvordan det foregik, og hvordan der blev talt sammen. Det sendte vi løbende ind til statistikerne i core team, som på baggrund af det lavede nogle løbende antagelser af, om der var steder, hvor der f.eks. ikke var helt rent trav. De er ret sofistikerede i deres statistiske metode i EU. Den næste dag holdt vi øje med udviklingen lokalt. Efter sidste runde af præsidentvalget, rapporterede vi om de glædesdemonstrationer, der var, over resultatet. Jeg ved ikke, hvor de fik alle de ’nytårsraketter’ fra, som blev skudt af under fejringen. De kom ud af ingenting. Der var jo virkelig mange mennesker på gaden og feste. Så for os var der ingen tvivl om, at den nyvalgte præsident var folkets vilje. Det gav samlet en følelse af, at det var gået godt, og at det var gået rigtigt til.

En konsulent fra det tunesiske meningsmålingsbureau Sigma Conseil uden for et valgsted, hvor hun samler svar fra vælgere på en mobiltelefon. Svaret sendes omgående til kontoret i Tunis. Her udarbejdes foreløbige resultater, der blev offentliggjort på valgaftenen. Det var Sigmas tal, der udløste folkefest over hele landet over at kandidaten Kaïs Said havde opnået 72-77% af stemmerne.

Efter observationsdagene i Hammamet kom Mikael og alle de andre observatører tilbage til Tunis for at bidrage til den rapport, der afslutningsvis skulle skrives af core team.

Mikael: Core team fortalte, hvad de mente, der var sket i valget, og vi fortalte, hvad vi havde observeret og kunne fremlægge vores synspunkter, og hvis vi havde særlige observationer eller bemærkninger. Få dage efter valget offentliggjorde core team en foreløbig rapport om deres observationer, mens alle vores debriefinger kommer ind i en stor rapport, som core team arbejder på i lang tid efter valget.

Lederen af EU’s valgobservationsmission, Fabio Massimo Castaldo, medlem af Europa Parlamentet, fremlægger missionens foreløbige rapport to dage efter sidste runde af præsidentvalget (foto: EU).

Mikael har gennem sit lange arbejdsliv oplevet mange valg rundt om i verden. Han er imponeret over, hvor dygtig Tunesien var til det valgtekniske og påpeger, at man ikke finder mange nye demokratier, der kan komme op med sådan en præstation med hensyn til det valgtekniske, som Tunesien kunne. Netop det valgtekniske er også noget af det, der roses i den ti sider lange foreløbige rapport fra EU valgobservationsmissionen: ”Valgdagen var rigtig godt organiseret …. og de valtilforordnede udviste en fremragende beherskelse af procedurerne”. Valgrådet ISIE roses for at have organiseret to valg, parlamentsvalget og anden runde af præsidentvalget, med kun en uges mellemrum, og nå at distribuere valgsedler og stemmeurner til det sidste valg, selvom man stadig var i gang med fintællingen af stemmerne fra parlamentsvalget. Når der er noget, der kan roses, giver det imidlertid også mulighed for at være kritisk dér, hvor skoen trykker. Medierne kritiseres således for at have holdt fokus på sidehistorierne om fængslingen af den ene præsidentkandidat, der blev tiltalt for korruption kort inden valget, frem for på indholdet i kandidaternes valgprogram. Valgkampagnerne på nettet kritiseres for at være præget af mangel på gennemsigtighed: man kunne ikke gennemskue, hvem der stod bag de mange Facebooksider, der dukkede op, og om de falske.

Med fremlæggelsen af den store rapport er valgmissionen slut. Rapporten bliver læst og brugt i de politiske afdelinger rundt omkring, måske også i de enkelte landes udenrigsministerier, og den bliver fundet frem igen ved næste valg, når EU skal vurdere, om man skal sende endnu en valgobservationsmission til Tunesien. EU’s daglige arbejde med og i Tunesien influerer rapporten imidlertid ikke på. Dér er det EU-delegationen, der har det dybe kendskab til de politiske, økonomiske og kulturelle forhold, og som arbejder med EU’s engagement i Tunesien.

Dette engagement i Tunesien gennem tiden og EU’s syn på forholdet mellem politik, økonomi og udvikling fik Mikael og jeg også en lang snak om. Men det er en anden historie, som følger senere.

Der har været andre danskere på EU-delegationen og som valgobservatører end dem, der hér er beskrevet.