Jeg skriver af og til kommentarer og analyser af udviklingen i Tunesien. Dem publicerer jeg på Facebook, LinkedIn – og her. De nyeste står øverst, så rul også ned for at se flere analyser og kommentarer.
25. februar 2023
Fascistisk racisme er blevet dråben i Tunesien
Siden juli 2021 har ytringsfrihed og politisk opposition været stærkt under pres i Tunesien. I de seneste uger er det imidlertid kulmineret voldsomt med fængslinger især i Tunis af politikere fra hele spektret, advokater, dommere og medie-folk. De tiltalte bliver stillet for en militærdomstol, hvor man ikke har samme rettigheder til forsvar som i de civile domstole. Sidste uge ændrede målgruppen for fængslingerne sig, da direktøren for den private, tunesiske radiostation Mosaïque FM, Noureddine Boutar, blev fængslet. Alle fængslinger sker på baggrund af den anti-terrorlov, som præsidenten har indført og med med tiltale om at skade landets sikkerhed. På de sociale medier kunne det mærkes, hvordan dette var ’en dråbe’. Mosaïque FM var den første private radiostation, der fik lov at sende i 2003 under præsident Ben Alis mediereform (efter pres fra USA efter 9/11). Noureddine Boutar sad med i Ben Alis medieråd – derfor formentlig tilladelsen. Men. Mosaïque FM brugte sin sende-ret til at lave kritisk journalistik og give mikrofonen til almindelige tunesere, som nu kunne udtrykke sig om deres pressede leveforhold og deres utilfredshed med vilkårene. Mosaïque FM blev på den måde vigtig for den folkelige revolution, der fulgte syv år efter – i 2010/2011 og som endt med, at Præsident Ben Ali forlod Tunesien. Mosaïque FM har fortsat som en kritisk og meget populær radiostation, og den er på sin egen måde blevet ikonisk for tunesernes ret til at ytre sig om de vanskelige sociale og økonomiske forhold. Fængslingen af Noureddine Boutar var derfor både et slag mod den folkelige ytringsfrihed – i tillæg til politikernes ytringsfrihed – og en skærpelse af forholdene: det var ikke længere kun direkte politisk aktive, der kunne risikere at være mål for klapjagten men alle, hele spektret rundt. Mosaïque FM fordømmer på deres hjemmeside fængslingen og fortsætter med at sende – sådan som de også gjorde under præsident Ben Ali. Fængslingerne er blevet noteret rundt om på de sociale medier men yderligere mobilisering skete ikke i den forgangne uge.
For få dage side kom der så imidlertid en erklæring fra præsident Saïd, som lige nu lader til at være en dråbe: Præsidenten indkaldte sikkerhedsrådet og gav dem ordre til at fængsle alle illegale indvandrere fra Subsahara. Ifølge ham havde korrupte og økonomisk stærke kræfter været i gang siden 2011 med af ’afrikanisere’ Tunesien – altså udskifte den tunesiske befolkning med ”sorte afrikanere”, og dette skulle stoppes med alle midler. Allerede dagen efter blev grupper af migranter arresteret landet over, Subsahara kvinder med børn blev fængslet, Subsahara studerende blev fængslet, og bølgen bredte sig ud i befolkningen, så buschauffører nægtede at tage folk fra Subsahara med i busser og tog, sælge dem mad og vand m.m. Men her er der tilsyneladende en grænse for, hvad tuneserne vil finde sig i. På de sociale medier, hvor der ellers har været tavshed, poster forskere de rigtige tal over, hvor mange udlændinge, der findes i Tunesien (ca. 55.000 ud af 11 millioner), i Udenrigsministeriet og Undervisningsministeriet har embedsværk og ministre selv taget affære og indkaldt ambassadører og repræsentanter for de studerende til møde for at forsikre, at ministeriet står bag dem, og i dag (25. februar) har nogle af de store civilsamfundsgrupper indkaldt til demonstration i Tunis. De tolerante, gæstefrie og fredelige tunesere vil ikke være med til den officielle fordømmelse af én befolkningsgruppe – oven i købet den allermest udsatte – og flere skriver nu at det ikke blot handler om diktatur men om fascisme. Lad os håbe, at Europas ledere har kapacitet til ikke bare at støtte Ukraine og jordskælvsofrene i Tyrkiet men også siger fra over for etablering af fascisme i vores sydlige naboland. Frankrig har vist vejen og er kommet med en offentlig erklæring om afstand i dag.
27. september 2021
Tunesien ledes nu af totalitært regime – præsidenten
I Tunesien går det politisk i øjeblikket den direkte vej mod totalitært regime: ”et politisk system, hvor statens ledere ikke anerkender nogen grænser for sin myndighed og forsøger at regulere alle aspekter af det offentlige og private liv, hvor det er muligt” (wikipedia). Protester og demonstrationer har været igang i Tunis down-town on-off de sidste måneder Både for og imod præsidenten og hans tiltag – se den dygtige tunesiske fotograf Yassine Gaidis billed-dokumentation her. Men de fleste andre steder ånder alt fred og ro.
“Hvad mener du om det, der sker i Tunesien?”, spurgte en ven. Det skriver jeg noget om til sidst. Men først lige opdatering og opsummering.
I onsdags (22. sep.) annoncerede Tunesiens Præsident Kais Said i den tunesiske version af Statstidende nye tiltag, der giver ham selv mulighed for at godkende lovforslag – alene – og at de dele af grundloven, som indskrænkede hans muligheder for at lede landet alene, er sat ud af kraft. Dette betyder, at Tunesien bliver et totalitært regime –
Det hele startede for godt 2 måneder siden: Efter at Tunesien både økonomisk, politisk og coronahåndteringsmæssigt var bragt på afgrundens rand i sommer, proklamerede Præsident Said d. 25. juli, at han ’frøs’ parlamentet og tildelte sig selv forskellige beføjelser, så han kunne regere per dekret.
Hvad betyder dette i virkeligheden? Jo, præsidenten fyrede premierministeren – som er leder af den regering, der skal have flertal i parlamentet blandt de folkevalgte repræsentanter og partier vel at mærke, den store jernport ind til parkeringspladsen foran parlamentet blev lukket og låst med kæde og en kampvogn og skarpladte militærfolk blev sat til at vogte den – dermed kunne parlamentarikerne (altså de folkevalgte) ikke komme ind til deres arbejdsplads for at deltage i ledelsen af landet, de fik frataget deres immunitet, så de nu kunne retsforfølges for hvad lovovertrædelse de bevidst eller ubevidst måtte foretage (svært at vide, hvornår man overtræder loven, når præsidenten selv kan lave den fra dag til dag), og militæret blev også sat til at bevogte det nationale tv-hus, så det ikke kunne angribes og bruges som talerør for modstandere af præsidentens handlinger. Den arabiske satellit-tvstation Al-Jazeera i Tunis blev stormet og deres kontor lukket.
I første omgang proklamerede Præsident Said, at disse forhold ville gælde i en måned. I den måned lagde både det tunesiske civilsamfund og mange politiske partier samt det internationale miljø pres på Said for at genindkalde parlamentet, så de demokratiske kræfter i fællesskab kunne udarbejde en ’roadmap’. Men da måneden var gået, proklamerede Said natten mellem 23. og 24. august, at han forlængede alle tiltagene.
I onsdags var der så gået endnu en måned. Og her proklamerede Præsident Said så, at han ikke bare forlænger tiltagene, men at han nu 1) tildelte sig selv ekstraordinære beføjelser, herunder bl.a. at lovgive og lede per dekret og fastsætte landets politik. Det betyder, at han sætter store dele af grundloven ud af kraft og i stedet selv kan lave love, som han synes måtte være de rigtige. 2) Parlamentet er stadig ”frosset” men det nye er, at parlamentarikerne nu også fratages deres løn og andre goder. Det betyder reelt, at de er frataget enhver ’kasket’, der gjorde dem til med-ledere af landet. 3) I stedet for at igangsætte en ”national dialog” – dvs. en proces, hvor alle aktører i politik og organisationer (herunder fagforeninger og arbejdsgivere, der repræsenterer store dele af samfundet) taler med hinanden og udarbejder en fælles plan for landets fremtid (som man gjorde i 2013 og fik Nobelprisen for), vil præsidenten selv lede arbejdet med ændringer af grundloven sammen med en ”komité” – som han selv udpeger per dekret. Derfor har Tunesien nu reelt et totalitært styre. Den demokratiske proces, som landet ellers er hyldet for, er sat helt i stå.
Er det godt eller skidt? Spørgsmålet synes måske umiddelbart underligt. For det kan da ikke være godt, at demokrati sættes ud af spil. Men her er det vigtigt at køre med det lange lys på og lyse tilbage på de sidste mange år. Især siden parlamentsvalget i 2019 men også i årene fra 2014 til 2019 har det tunesiske parlament været mere cirkus end politik. ’Politikerne’, som for manges vedkommende aldrig har været politisk aktive før (husk på at de er vokset op i diktatur), skændtes og sloges i parlamentet – eller udeblev. Eller havde travlt med at forgylde sig selv og sine nærmeste gennem korruption og anden spændende aktivitet. Imens steg arbejdsløsheden til rekordhøjder blandt tunesere i alle lag, administrationen brød mere og sammen, sort økonomi voksede sig meget større og stærkere, end den var før oprøret, og turismen som er et helt centralt erhverv, sank i knæ.
Tilsandet pool på hotel på Jerba, hvor turismen har været i voldsom nedgang siden 2011 og kaster tusindvis ud i arbejdsløshed
Så tuneserne var glade, da den ’stærke, målsatte og stålsatte’ Præsident Said vandt valget i 2019. Der blev jublet i gaderne og man vejrede morgenluft. Alt det, som Said gør nu, lovede han allerede i sin valgkamp. Så han fører sådan set ikke tuneserne bag lyset. Og selv i juli, da han første gang overtog magten, var mange fra alle lag og intellektuel kapacitet lettede og glade. For han satte en stopper for det politiske cirkus, der var ved at køre landet ud over afgrunden. (populisme er den værste fjende mod demokratiet: Når folket jubler over en stærk enehersker, der det svært at stå udefra og råbe ’det er udemokratisk’).
Valgplakater på Jerba ved parlaments-valget i 2019
De sidste to måneder har der været sporadiske demonstrationer i Tunis – både for og imod præsidenten. I går var 3-4000 demonstranter på gaden i Tunis. De holdt bl.a. kopier af grundloven op i luften, for at markere, at Tunesiens første, demokratiske grundlov fra 2014 skal respekteres – se billeder her
Vil det sprede sig? Vil vi se et nyt, folkeligt oprør? Vil vi se at præsidenten bliver væltet? Jeg tvivler på det. Jeg tvivler på, at tuneserne bredt i hele landet faktisk sådan rigtig for alvor ser Præsident Said som en trussel. Tværtimod ser de nok stadig en stærk mand, der endelig stopper alt det, der har forværret deres egen hverdag siden oprøret i 2011. Derfor tror jeg også, at den store fagforening UGTT får svært ved at mobilisere de store horder af arbejdere, der skal til i gaderne over hele landet, for at noget bliver presset til noget som helst. Og vigtigst af alt, så har Præsident Said opbygget tæt alliance med militæret og sikkerhedsstyrkerne igennem længere tid – og dem, der er gode venner med den fysiske magt, har magten. Se politi/sikkerhedsstyrkers metoder til at opløse demonstrationer i dette klip fra i fredags (25/9). Når alt kommer til alt, var Tunesien jo et diktatur lige for lidt siden, hvor magtudøvelse lå hos regimet og var helt central. Og de sikkerhedsstyrker er endnu ikke reformeret.
For nu må vi nok acceptere, at Tunesiens vej ud af diktatur stadig er lang og meget skal gøres – og at dette arbejde bedst, mest og primært må gøres af tuneserne selv. DE må finde ud af, hvordan DE vil håndtere Præsident Said, hvem der vil og kan stå sammen, hvornår nok er nok, hvordan DERES vej er gennem denne politiske krise. Men det er da frustrerende at se udefra, hvordan det, vi længe har set som det demokratiske lys i Nordafrika og Mellemøsten, med få proklamationer fra præsidenten er sat ud af kraft og enevælde en realitet. VI ærgrer os sammen med en stor gruppe tunesiske partier, organisationer og aktører over tabet af demokratiet (se Euromeds call for genindførelse af grundloven her) – men bredt er der glæde over, at cirkusset for nu er pillet ned og lagt til overvintring.
9. september 2020
Tunesiske migranter via Middelhavet til Italien
I disse dage bringer både den danske og den internationale presse historier om tunesiske, illegale migranter, der tager turen over Middelhavet i små, sølle joller i håbet om at komme ind i Europa og finde arbejde. Men fænomenet er ikke nyt, det nye er, at vi hører om det. I 2017 tog Italien mod godt 5000 tunesiske migranter og i 2018 steg tallet til omkring 7000. Foreløbig ser tallet ud til at blive fordoblet i 2020, hvilket understreger, at corona er en ny præmis, der driver til migration. Når det rammer pressen lige nu, skyldes det, at Italiens udenrigsminister og indenrigsminister for nogle uger siden var til møde i Tunesien med Tunesiens præsident og premierminister sammen med en EU-delegation (læs mere om mødet her). Italien har lige nu en centrum-venstre regering, og den er presset af højrefløjen, som har en stærk sag i migrationen til Italiens kyster. Derfor forsøger den italienske regering gang på gang at råbe EU op, for at få EU til at tage ansvar for og handling på de migranter, der lander på Italiens kyst. Et ansvar EU indtil nu har smyget sig udenom. Så opmærksomheden i pressen lige nu er mere grundet i Italiens forsøg på at råbe EU op, end det handler om et nyt problem i Tunesien.
For migranterne fra Tunesien flygter lige nu fra præcis de samme problemer som i 2017 og 2018, og som også er de samme problemer som dem, der i 2010-2011 udløste det folkelige oprør og ledte til, at mere end 20 års undertrykkende og korrupt regime faldt; nemlig omfattende og ekstreme økonomisk elendighed og ulighed. Sloganet i oprøret var netop ’økonomisk og social retfærdighed og værdighed’. Ikke ’demokrati’.
Imidlertid er det demokratidelen forstået som frie valg, parlamentarisme og politik, der har fyldt siden oprøret, og ikke økonomiske reformer, der kunne ændre tunesernes hverdag. Så for 10. år i træk står de problemer, som tuneserne gjorde oprør mod, uadresserede af den politisk elite.
På det politiske niveau er Tunesien præget – og til tider lammet – af interne skænderier, mistillid, tovtrækkeri og politiske slagsmål i parlamentet. Der er også jævnligt lange perioder, hvor der ikke kan dannes enighed om regeringens sammensætning. Senest har Tunesien i efteråret 2019 afholdt både parlaments- og præsidentvalg, som af alle observatører blev vurderet som frie og demokratiske. Den efterfølgende regeringsdannelse tog imidlertid 4 måneder.
Først i slutningen af februar 2020 havde landet en ny regering. Den holdt frem til juli, så førte mistillid partierne imellem til, at premierministeren trak sig fra regeringen – han beskyldes nu bl.a. for korruption, og regeringen blev opløst.
En ny regering faldt først på plads i sidste uge. Sådan må det være i nye, unge demokratier, der skal finde sine ben at stå på. Men det er meget lidt befordrende for et land i dyb økonomisk krise, som samtidig har mødt yderligere krise, der rammer en i forvejen meget sårbar økonomi, nemlig corona.
Det unge tunesiske demokrati har arvet en økonomi, der strukturelt har været syg og skævt bygget op siden selvstændigheden i 1956. Her forsøgte man godt nok at skabe selvstændig økonomi ved at grundlægge nye brancher. Men man nåede ikke så langt, og turistbranchen blev den helt store primus motor i landets økonomi. Den er arbejdskraftsintensiv, så store dele af den tunesiske befolkning har kunne finde arbejde enten direkte i branchen f.eks. som tjenere, rengøringsfolk, gartnere, og chauffører. Rundt om turistbranchen ligger et vidt forgrenet net af andre brancher, der leverer til turismen: vaskerier og væverier, der fremstiller og vasker sengetøj og håndklæder, hvor især kvinderne kunne finde arbejde, landbruget der leverer fødevarer til hotellerne, taxachauffører, kameltrækkere, shop-ejere og mange flere – og deres familier – har i årtier været afhængige af turistbranchen. Da Tunesien blev ramt af corona, var regeringen meget hurtig og konsekvent i håndteringen. Som i de fleste andre lande, lukkede man landets grænser og der blev indført udgangsforbud fra 18.00 til 6.00, og der blev sprittet heftigt af i den offentlige transport og på veje og stræder.
Men de lukkede grænser betød også, at der fra den ene dag til den anden ingen flytrafik var ind i landet. Ingen fly ingen turister ind og ingen varer ud. Så landets økonomi har stået næsten fuldstændig stille frem til slutningen af juni, hvor grænserne blev åbnet igen. Som konsekvens faldt BNP alene i andet kvartal (corona-foråret) med 21%. Da grænserne blev åbnet igen til den vigtige sommersæson i forhold til turister, betød det ikke, at det hele kom tilbage på sporet.
For mange af de lande, som turisterne kommer fra, har fortsat restriktioner i rejsevejledningerne, og flere lande er på Tunesiens ’orange liste’, som betyder, at borgere fra disse lande skal i 14 dages karantæne ved indrejsen. Danmark kom på denne liste fra midten af august, da smittetallet herhjemme steg.
Med corona stod endnu flere tunesere end før fra den dag til den anden i marts 2020 uden indtægt overhovedet. De tunesiske firmaer, fabrikker og rejsearrangører har ingen hjælpepakker at yde løn fra, der er ingen ordning for understøttelse, og mange har ikke en sygeforsikring. Helt konkret betyder det, at mange flere end før ikke ved, hvordan de skal få mad til sig selv, gamle forældre og deres børn i morgen. Om lidt kommer vinteren, som er kold og fugtig og derfor tid for influenza og andre sygdomme. Mange har ikke råd til behandling, så det samlede sundhedsniveau i Tunesien kan også falde yderligere.
De ringe og ulige økonomiske vilkår, som eksponeres med corona, er ikke nye. De har præget landet i årtier, og var som nævnt faktisk hele kernen i det tunesiske oprør. Men der har fra politisk side været en uvilje mod økonomiske reformer. Mange af politikerne og den elite, der bagom stadig har indflydelse, tilhører nemlig selv den økonomiske, rige elite. Og de ønsker naturligvis ikke at opgive deres egne privilegier, hvilket vil være konsekvensen af økonomiske reformer.
Samtidig oplever ikke kun de fattigste tunesere men nu også den tunesiske mellemklasse og øvre mellemklasse stadig større frustration over korruptionen, over den dalende standard i samfundet, over ineffektive og til tider ubehøvlede offentligt ansatte, en offentlig sektor der ikke fungerer og problemer med at finde arbejde. De nyeste tal fra august viser over 18% arbejdsløshed, hvilket er historisk højt. Så mange af dem, der kan, migrerer til Europa, især Frankrig – ikke i skrøbelige joller men på helt legal vis, fordi mange har dobbelt statsborgerskab, tidligere har boet i udlandet eller som erhvervsfolk har et Schengen-visum. Siden oprøret i 2011 har over 90.000 tunesere forladt landet på denne måde. Det er et sørgeligt brain-drain af gode, dygtige folk, som netop skulle være dem, der var med til at opbygge landet. Men de kan ikke komme til på grund af det politiske cirkus og den korrupte elite, der stadig er ved magten.
Med corona lider både Tunesiens turistbranche og den samlede økonomi måske sit endelige knæk. Tuneserne vil gerne arbejde, og de fleste er dybe patrioter – de vil Tunesien. Men forholdene er for mange – både de allerfattigste og de uddannede – blevet helt uudholdelige. Når flere tunesere end tidligere nu sætter sig ud på den farefulde og håbløse færd over Middelhavet er det i et sidste desperat forsøg på at sikre familiens overlevelse. Det er den yderste konsekvens af en strukturel syg økonomi, sort økonomi og korruption, som endnu ikke er blevet adresseret politisk.
Selvom vi har vores at kæmpe med på vores egen corona-hjemmebane – både i Danmark og i EU, bliver vi nødt til også at udvise ’samfundssind’ over for de lande, der er ved at synke helt i knæ. Vi kan ikke bare lave en før-corona rygradsreaktion og råbe ’sikkerhed’, ’grænsekontrol’ og ’lukning af EU’s ydre grænser’. Vi må række ud til vores nærmeste naboer mod syd. Økonomisk og social lighed og alles ret til overlevelse er også centrale aspekter af demokrati. Vi kan ikke bare slå ud med armene og sige ’hvad skal vi dog gøre’. For der er noget, vi kunne gøre og gøre anderledes, også fra dansk side. Mere om det en anden gang.
27. juli 2020
Boganmeldelser og aktuel regeringskrise i Tunesien. Jeg er i gang med at læse to bøger, som jeg skal anmelde til henholdsvis Journal of North African Studies og Revue Tunisienne de Science Politique. Den ene af den franske historiker Sophie Bessis om Tunesiens historie fra grundlæggelsen af Det Fønikiske Rige i 814 f.v.t frem til det folkelige oprør i 2010-2011 og de første år af demokratiseringsprocessen. Den anden bog er af den danske professor Marlene Wind, som har skrevet et indspark til den indskrænkning af demokratiet, retsstaten og antiglobaliseringen, som lige nu foregår i Europa – herunder også Danmark. Umiddelbart to bøger i hver sin afdeling, men der er nu alligevel en sammenhæng. For som Marlene Wind skriver, så er dyrkelsen af en fælles fortid helt central i den europæiske bølge af anti-globalisering – ’tribalisering’ og ’stammefortælling’, som Wind kalder denne identitetspolitik.
Sophie Bessis meget tykke historiebog er et solidt bidrag til en stærk ’stammefortælling’ om Tunesien. Det er den samme stammefortælling, som de sidste to regimer under Ben Ali og Bourguiba har brugt. En fortælling, der fremhæver særlige elementer som værende centrale i Tunesiens historie mens andre dele af historien, der kunne fortælle om den kulturelle, regionale og religiøse mangfoldighed, som Tunesien også er, helt udelades af historien. Meget bevidst. For ét folk med én identitet har jo kun brug for én leder og ét politisk parti, ikke sandt. Men nu har Tunesien jo været igennem et folkeligt oprør og snart 10 års demokratiseringsproces, og så må denne ’tribalisering’ og fremhævelse af én identitet for at afstive én selv og slå en streg under, hvem der ikke hører til fællesskabet da være saga blot.
Nej, Desværre. I lørdags markerede den tunesiske presse og fremtrædende tunesiske politiske personer og akademikere et-året for den forhenværende tunesiske præsident Essebsis død. Man kunne faktisk godt sige, at de fejrede: Essebsi var en af de helt centrale personer i etableringen af den tunesiske nationalstat efter selvstændigheden fra franskmændene i 1956. Etableringen var båret om en meget klar og bevidst ’stammefortælling’ om det moderne Tunesien og om, at traditioner, kultur og islam hørte fortiden tid og ikke var en del af det nye, moderne land. Som vi ved nu, var det ikke mangfoldighed, retsstatsprincipper og tolerance, der kom til at præge ’det nye moderne Tunesien’. Aviserne og fremtrædende personers hyldest af Essebsi som ’foreneren’, en unik personlighed, ’ et politisk geni’, værdsat af alle tuneserne’ og ’nationens fader’ vidner om, hvor dybt tribaliseringen kan sætte sig, og hvordan den længe og subtilt kan være en barriere for og underminere demokratiet.
Få dage inden hyldesten af ’landsfaderen’ Essebsi havde Tunesiens regeringsleder trukket sig fra sin post, hvormed han også trak tæppet væk under det islamistiske parti Ennahda og de minister-poster, de bestred på baggrund af, at de var blevet det største parti i parlamentsvalget i efteråret 2019. ’Stammefortællingen’ om nationen Tunesien havde netop til sigte at skrive Ennahda og islamisterne ud af historien, ud af nationen, ud af folket. Skabe et ’dem og os’, så de ’med rette’ kunne undertrykkes, så de ikke truede regimernes magt. Er man i tvivl om dette, kan man med fordel læse en af de bøger, der for nylig er udkommet, nemlig Rory McCarthys ’Inside Tunisia’s Al-Nahda’ (2018), som er baseret på hundreder af interviews med Ennahda-tilhængere i Sousse om den undertrykkelse, de har gennemlevet siden begyndelsen af 1980’erne og frem til oprøret. Jeg har skrevet en anmeldelse af bogen (på engelsk), som kan læses her.
Som resultat er Tunesien igen-igen bragt ud i en politisk krise, en regeringskrise. Præsident Kais Said har nu udnævnt en ny regeringsleder, som skal forsøge at danne en regering. Sidste gang, efter valget i 2019, tog det flere måneder. Den nye regeringsleder hedder Hichem Mechichi, tidligere indenrigsminister og kendt for for nylig at knuse demonstranterne i en af de byer i Tunesien, Tataouine, der gennem årtier har været skrevet ud af ’stammefortællingen’. Sikkerhed og ro og orden var et stærkt emne i valgkampen, og Kais Said fik en overvældende sejr på baggrund af en yderst populistisk dagsorden. I valgkampen blev det klart, at han gerne ser bort fra diverse menneske- og grundlovssikrede rettigheder, ønsker den nye grundlov ændret og vil afskaffe partipolitik.
Tribaliseringen har mange ansigter. I Tunesien lever den national-patriotiske og den populistiske stærkt og side om side. En ting har de til fælles: de styrker ikke det inkluderende demokrati men undergraver det.
9. juli 2020
I dag åbnede det ugentlige marked på Jerba igen. Det har været lukket ned i måneder. Det er vigtigt for at dem, der har stader, kan komme i gang med at få omsætning igen. Det er vigtigt for folk på Jerba fordi de så igen kan få varer. Og det er et vigtigt socialt mødested. Åbningen lykkedes fordi kommunen, politiet, civilsamfundet og de politiske kræfter har arbejdet sammen om det.
Frankrig har sidste onsdag føjet Tunesien til de lande, hvorfra man uden test og karantæne nu frit kan indrejse. Det betyder, at handelsfolk og andre igen kan flyve mellem Tunesien og Frankrig – Frankrig er Tunesiens største samhandelspartner og knapt 1/10 af den tunesiske befolkning bor i Frankrig. Så Frankrig har stor betydning for Tunesien. For os danskere betyder det, at man nu kan skifte fly i Paris på vej til/fra Tunesien. Tunesien har et smittetryk på 10/100.000. Den danske regering har sat 20/100.000 som krav til de EUROPÆISKE lande, man ville åbne for. Måske kommer Tunesien snart med.
