Blog

Jeg skriver af og til kommentarer og analyser af udviklingen i Tunesien. Dem publicerer jeg på Facebook, LinkedIn – og her. De nyeste står øverst, så rul også ned for at se flere analyser og kommentarer. 

27. juli 2020

Boganmeldelser og aktuel regeringskrise i Tunesien. Jeg er i gang med at læse disse to bøger, som jeg skal anmelde til henholdsvis Journal of North African Studies og Revue Tunisienne de Science Politique. Den ene af den franske historiker Sophie Bessis om Tunesiens historie fra grundlæggelsen af Det Fønikiske Rige i 814 f.v.t frem til det folkelige oprør i 2010-2011 og de første år af demokratiseringsprocessen. Den anden bog er af den danske professor Marlene Wind, som har skrevet et indspark til den indskrænkning af demokratiet, retsstaten og antiglobaliseringen, som lige nu foregår i Europa – herunder også Danmark. Umiddelbart to bøger i hver sin afdeling, men der er nu alligevel en sammenhæng. For som Marlene Wind skriver, så er dyrkelsen af en fælles fortid helt central i den europæiske bølge af anti-globalisering – ’tribalisering’ og ’stammefortælling’, som Wind kalder denne identitetspolitik.

Sophie Bessis meget tykke historiebog er et solidt bidrag til en stærk ’stammefortælling’ om Tunesien. Det er den samme stammefortælling, som de sidste to regimer under Ben Ali og Bourguiba har brugt. En fortælling, der fremhæver særlige elementer som værende centrale i Tunesiens historie mens andre dele af historien, der kunne fortælle om den kulturelle, regionale og religiøse mangfoldighed, som Tunesien også er, helt udelades af historien. Meget bevidst. For ét folk med én identitet har jo kun brug for én leder og ét politisk parti, ikke sandt. Men nu har Tunesien jo været igennem et folkeligt oprør og snart 10 års demokratiseringsproces, og så må denne ’tribalisering’ og fremhævelse af én identitet for at afstive én selv og slå en streg under, hvem der ikke hører til fællesskabet da være saga blot.

Nej, Desværre. I lørdags markerede den tunesiske presse og fremtrædende tunesiske politiske personer og akademikere et-året for den forhenværende tunesiske præsident Essebsis død. Man kunne faktisk godt sige, at de fejrede: Essebsi var en af de helt centrale personer i etableringen af den tunesiske nationalstat efter selvstændigheden fra franskmændene i 1956. Etableringen var båret om en meget klar og bevidst ’stammefortælling’ om det moderne Tunesien og om, at traditioner, kultur og islam hørte fortiden tid og ikke var en del af det nye, moderne land. Som vi ved nu, var det ikke mangfoldighed, retsstatsprincipper og tolerance, der kom til at præge ’det nye moderne Tunesien’. Aviserne og fremtrædende personers hyldest af Essebsi som ’foreneren’, en unik personlighed, ’ et politisk geni’, værdsat af alle tuneserne’ og ’nationens fader’ vidner om, hvor dybt tribaliseringen kan sætte sig, og hvordan den længe og subtilt kan være en barriere for og underminere demokratiet.

Få dage inden hyldesten af ’landsfaderen’ Essebsi havde Tunesiens regeringsleder trukket sig fra sin post, hvormed han også trak tæppet væk under det islamistiske parti Ennahda og de minister-poster, de bestred på baggrund af, at de var blevet det største parti i parlamentsvalget i efteråret 2019. ’Stammefortællingen’ om nationen Tunesien havde netop til sigte at skrive Ennahda og islamisterne ud af historien, ud af nationen, ud af folket. Skabe et ’dem og os’, så de ’med rette’ kunne undertrykkes, så de ikke truede regimernes magt. Er man i tvivl om dette, kan man med fordel læse en af de bøger, der for nylig er udkommet, nemlig Rory McCarthys ’Inside Tunisia’s Al-Nahda’ (2018), som er baseret på hundreder af interviews med Ennahda-tilhængere i Sousse om den undertrykkelse, de har gennemlevet siden begyndelsen af 1980’erne og frem til oprøret. Jeg har skrevet en anmeldelse af bogen (på engelsk), som kan læses her.

Som resultat er Tunesien igen-igen bragt ud i en politisk krise, en regeringskrise. Præsident Kais Said har nu udnævnt en ny regeringsleder, som skal forsøge at danne en regering. Sidste gang, efter valget i 2019, tog det flere måneder. Den nye regeringsleder hedder Hichem Mechichi, tidligere indenrigsminister og kendt for for nylig at knuse demonstranterne i en af de byer i Tunesien, Tataouine, der gennem årtier har været skrevet ud af ’stammefortællingen’. Sikkerhed og ro og orden var et stærkt emne i valgkampen, og Kais Said fik en overvældende sejr på baggrund af en yderst populistisk dagsorden. I valgkampen blev det klart, at han gerne ser bort fra diverse menneske- og grundlovssikrede rettigheder, ønsker den nye grundlov ændret og vil afskaffe partipolitik.

Tribaliseringen har mange ansigter. I Tunesien lever den national-patriotiske og den populistiske stærkt og side om side. En ting har de til fælles: de styrker ikke det inkluderende demokrati men undergraver det.

9. juli 2020

I dag åbnede det ugentlige marked på Jerba igen. Det har været lukket ned i måneder. Det er vigtigt for at dem, der har stader, kan komme i gang med at få omsætning igen. Det er vigtigt for folk på Jerba fordi de så igen kan få varer. Og det er et vigtigt socialt mødested. Åbningen lykkedes fordi kommunen, politiet, civilsamfundet og de politiske kræfter har arbejdet sammen om det.
Frankrig har sidste onsdag føjet Tunesien til de lande, hvorfra man uden test og karantæne nu frit kan indrejse. Det betyder, at handelsfolk og andre igen kan flyve mellem Tunesien og Frankrig – Frankrig er Tunesiens største samhandelspartner og knapt 1/10 af den tunesiske befolkning bor i Frankrig. Så Frankrig har stor betydning for Tunesien. For os danskere betyder det, at man nu kan skifte fly i Paris på vej til/fra Tunesien. Tunesien har et smittetryk på 10/100.000. Den danske regering har sat 20/100.000 som krav til de EUROPÆISKE lande, man ville åbne for. Måske kommer Tunesien snart med.

Rul til toppen