Blog

Jeg skriver af og til kommentarer og analyser af udviklingen i Tunesien. Dem publicerer jeg på Facebook, LinkedIn – og her. De nyeste står øverst, så rul også ned for at se flere analyser og kommentarer. 

9. september 2020

Tunesiske migranter via Middelhavet til Italien

I disse dage bringer både den danske og den internationale presse historier om tunesiske, illegale migranter, der tager turen over Middelhavet i små, sølle joller i håbet om at komme ind i Europa og finde arbejde. Men fænomenet er ikke nyt, det nye er, at vi hører om det. I 2017 tog Italien mod godt 5000 tunesiske migranter og i 2018 steg tallet til omkring 7000. Foreløbig ser tallet ud til at blive fordoblet i 2020, hvilket understreger, at corona er en ny præmis, der driver til migration. Når det rammer pressen lige nu, skyldes det, at Italiens udenrigsminister og indenrigsminister for nogle uger siden var til møde i Tunesien med Tunesiens præsident og premierminister sammen med en EU-delegation (læs mere om mødet her). Italien har lige nu en centrum-venstre regering, og den er presset af højrefløjen, som har en stærk sag i migrationen til Italiens kyster. Derfor forsøger den italienske regering gang på gang at råbe EU op, for at få EU til at tage ansvar for og handling på de migranter, der lander på Italiens kyst. Et ansvar EU indtil nu har smyget sig udenom. Så opmærksomheden i pressen lige nu er mere grundet i Italiens forsøg på at råbe EU op, end det handler om et nyt problem i Tunesien.

For migranterne fra Tunesien flygter lige nu fra præcis de samme problemer som i 2017 og 2018, og som også er de samme problemer som dem, der i 2010-2011 udløste det folkelige oprør og ledte til, at mere end 20 års undertrykkende og korrupt regime faldt; nemlig omfattende og ekstreme økonomisk elendighed og ulighed. Sloganet i oprøret var netop ’økonomisk og social retfærdighed og værdighed’. Ikke ’demokrati’.

Imidlertid er det demokratidelen forstået som frie valg, parlamentarisme og politik, der har fyldt siden oprøret, og ikke økonomiske reformer, der kunne ændre tunesernes hverdag. Så for 10. år i træk står de problemer, som tuneserne gjorde oprør mod, uadresserede af den politisk elite.

På det politiske niveau er Tunesien præget – og til tider lammet – af interne skænderier, mistillid, tovtrækkeri og politiske slagsmål i parlamentet. Der er også jævnligt lange perioder, hvor der ikke kan dannes enighed om regeringens sammensætning. Senest har Tunesien i efteråret 2019 afholdt både parlaments- og præsidentvalg, som af alle observatører blev vurderet som frie og demokratiske. Den efterfølgende regeringsdannelse tog imidlertid 4 måneder.

Først i slutningen af februar 2020 havde landet en ny regering. Den holdt frem til juli, så førte mistillid partierne imellem til, at premierministeren trak sig fra regeringen – han beskyldes nu bl.a. for korruption,  og regeringen blev opløst. 

En ny regering faldt først på plads i sidste uge. Sådan må det være i nye, unge demokratier, der skal finde sine ben at stå på. Men det er meget lidt befordrende for et land i dyb økonomisk krise, som samtidig har mødt yderligere krise, der rammer en i forvejen meget sårbar økonomi, nemlig corona.

Det unge tunesiske demokrati har arvet en økonomi, der strukturelt har været syg og skævt bygget op siden selvstændigheden i 1956. Her forsøgte man godt nok at skabe selvstændig økonomi ved at grundlægge nye brancher. Men man nåede ikke så langt, og turistbranchen blev den helt store primus motor i landets økonomi. Den er arbejdskraftsintensiv, så store dele af den tunesiske befolkning har kunne finde arbejde enten direkte i branchen f.eks. som tjenere, rengøringsfolk, gartnere, og chauffører. Rundt om turistbranchen ligger et vidt forgrenet net af andre brancher, der leverer til turismen: vaskerier og væverier, der fremstiller og vasker sengetøj og håndklæder, hvor især kvinderne kunne finde arbejde, landbruget der leverer fødevarer til hotellerne, taxachauffører, kameltrækkere, shop-ejere og mange flere – og deres familier – har i årtier været afhængige af turistbranchen. Da Tunesien blev ramt af corona, var regeringen meget hurtig og konsekvent i håndteringen. Som i de fleste andre lande, lukkede man landets grænser og der blev indført udgangsforbud fra 18.00 til 6.00, og der blev sprittet heftigt af i den offentlige transport og på veje og stræder.

Men de lukkede grænser betød også, at der fra den ene dag til den anden ingen flytrafik var ind i landet. Ingen fly ingen turister ind og ingen varer ud. Så landets økonomi har stået næsten fuldstændig stille frem til slutningen af juni, hvor grænserne blev åbnet igen.  Som konsekvens faldt BNP alene i andet kvartal (corona-foråret) med 21%. Da grænserne blev åbnet igen til den vigtige sommersæson i forhold til turister, betød det ikke, at det hele kom tilbage på sporet. 

For mange af de lande, som turisterne kommer fra, har fortsat restriktioner i rejsevejledningerne, og flere lande er på Tunesiens ’orange liste’, som betyder, at borgere fra disse lande skal i 14 dages karantæne ved indrejsen. Danmark kom på denne liste fra midten af august, da smittetallet herhjemme steg.

Med corona stod endnu flere tunesere end før fra den dag til den anden i marts 2020 uden indtægt overhovedet. De tunesiske firmaer, fabrikker og rejsearrangører har ingen hjælpepakker at yde løn fra, der er ingen ordning for understøttelse, og mange har ikke en sygeforsikring. Helt konkret betyder det, at mange flere end før ikke ved, hvordan de skal få mad til sig selv, gamle forældre og deres børn i morgen. Om lidt kommer vinteren, som er kold og fugtig og derfor tid for influenza og andre sygdomme. Mange har ikke råd til behandling, så det samlede sundhedsniveau i Tunesien kan også falde yderligere.

De ringe og ulige økonomiske vilkår, som eksponeres med corona, er ikke nye. De har præget landet i årtier, og var som nævnt faktisk hele kernen i det tunesiske oprør. Men der har fra politisk side været en uvilje mod økonomiske reformer. Mange af politikerne og den elite, der bagom stadig har indflydelse, tilhører nemlig selv den økonomiske, rige elite. Og de ønsker naturligvis ikke at opgive deres egne privilegier, hvilket vil være konsekvensen af økonomiske reformer.

Samtidig oplever ikke kun de fattigste tunesere men nu også den tunesiske mellemklasse og øvre mellemklasse stadig større frustration over korruptionen, over den dalende standard i samfundet, over ineffektive og til tider ubehøvlede offentligt ansatte, en offentlig sektor der ikke fungerer og problemer med at finde arbejde. De nyeste tal fra august viser over 18% arbejdsløshed, hvilket er historisk højt. Så mange af dem, der kan, migrerer til Europa, især Frankrig – ikke i skrøbelige joller men på helt legal vis, fordi mange har dobbelt statsborgerskab, tidligere har boet i udlandet eller som erhvervsfolk har et Schengen-visum. Siden oprøret i 2011 har over 90.000 tunesere forladt landet på denne måde. Det er et sørgeligt brain-drain af gode, dygtige folk, som netop skulle være dem, der var med til at opbygge landet. Men de kan ikke komme til på grund af det politiske cirkus og den korrupte elite, der stadig er ved magten. 

Med corona lider både Tunesiens turistbranche og den samlede økonomi måske sit endelige knæk.  Tuneserne vil gerne arbejde, og de fleste er dybe patrioter – de vil Tunesien. Men forholdene er for mange – både de allerfattigste og de uddannede – blevet helt uudholdelige.  Når flere tunesere end tidligere nu sætter sig ud på den farefulde og håbløse færd over Middelhavet er det i et sidste desperat forsøg på at sikre familiens overlevelse. Det er den yderste konsekvens af en strukturel syg økonomi, sort økonomi og korruption, som endnu ikke er blevet adresseret politisk.

Selvom vi har vores at kæmpe med på vores egen corona-hjemmebane – både i Danmark og i EU,  bliver vi nødt til også at udvise ’samfundssind’ over for de lande, der er ved at synke helt i knæ. Vi kan ikke bare lave en før-corona rygradsreaktion og råbe ’sikkerhed’, ’grænsekontrol’ og ’lukning af EU’s ydre grænser’. Vi må række ud til vores nærmeste naboer mod syd. Økonomisk og social lighed og alles ret til overlevelse er også centrale aspekter af demokrati. Vi kan ikke bare slå ud med armene og sige ’hvad skal vi dog gøre’. For der er noget, vi kunne gøre og gøre anderledes, også fra dansk side. Mere om det en anden gang.

27. juli 2020

Boganmeldelser og aktuel regeringskrise i Tunesien. Jeg er i gang med at læse to bøger, som jeg skal anmelde til henholdsvis Journal of North African Studies og Revue Tunisienne de Science Politique. Den ene af den franske historiker Sophie Bessis om Tunesiens historie fra grundlæggelsen af Det Fønikiske Rige i 814 f.v.t frem til det folkelige oprør i 2010-2011 og de første år af demokratiseringsprocessen. Den anden bog er af den danske professor Marlene Wind, som har skrevet et indspark til den indskrænkning af demokratiet, retsstaten og antiglobaliseringen, som lige nu foregår i Europa – herunder også Danmark. Umiddelbart to bøger i hver sin afdeling, men der er nu alligevel en sammenhæng. For som Marlene Wind skriver, så er dyrkelsen af en fælles fortid helt central i den europæiske bølge af anti-globalisering – ’tribalisering’ og ’stammefortælling’, som Wind kalder denne identitetspolitik.

Sophie Bessis meget tykke historiebog er et solidt bidrag til en stærk ’stammefortælling’ om Tunesien. Det er den samme stammefortælling, som de sidste to regimer under Ben Ali og Bourguiba har brugt. En fortælling, der fremhæver særlige elementer som værende centrale i Tunesiens historie mens andre dele af historien, der kunne fortælle om den kulturelle, regionale og religiøse mangfoldighed, som Tunesien også er, helt udelades af historien. Meget bevidst. For ét folk med én identitet har jo kun brug for én leder og ét politisk parti, ikke sandt. Men nu har Tunesien jo været igennem et folkeligt oprør og snart 10 års demokratiseringsproces, og så må denne ’tribalisering’ og fremhævelse af én identitet for at afstive én selv og slå en streg under, hvem der ikke hører til fællesskabet da være saga blot.

Nej, Desværre. I lørdags markerede den tunesiske presse og fremtrædende tunesiske politiske personer og akademikere et-året for den forhenværende tunesiske præsident Essebsis død. Man kunne faktisk godt sige, at de fejrede: Essebsi var en af de helt centrale personer i etableringen af den tunesiske nationalstat efter selvstændigheden fra franskmændene i 1956. Etableringen var båret om en meget klar og bevidst ’stammefortælling’ om det moderne Tunesien og om, at traditioner, kultur og islam hørte fortiden tid og ikke var en del af det nye, moderne land. Som vi ved nu, var det ikke mangfoldighed, retsstatsprincipper og tolerance, der kom til at præge ’det nye moderne Tunesien’. Aviserne og fremtrædende personers hyldest af Essebsi som ’foreneren’, en unik personlighed, ’ et politisk geni’, værdsat af alle tuneserne’ og ’nationens fader’ vidner om, hvor dybt tribaliseringen kan sætte sig, og hvordan den længe og subtilt kan være en barriere for og underminere demokratiet.

Få dage inden hyldesten af ’landsfaderen’ Essebsi havde Tunesiens regeringsleder trukket sig fra sin post, hvormed han også trak tæppet væk under det islamistiske parti Ennahda og de minister-poster, de bestred på baggrund af, at de var blevet det største parti i parlamentsvalget i efteråret 2019. ’Stammefortællingen’ om nationen Tunesien havde netop til sigte at skrive Ennahda og islamisterne ud af historien, ud af nationen, ud af folket. Skabe et ’dem og os’, så de ’med rette’ kunne undertrykkes, så de ikke truede regimernes magt. Er man i tvivl om dette, kan man med fordel læse en af de bøger, der for nylig er udkommet, nemlig Rory McCarthys ’Inside Tunisia’s Al-Nahda’ (2018), som er baseret på hundreder af interviews med Ennahda-tilhængere i Sousse om den undertrykkelse, de har gennemlevet siden begyndelsen af 1980’erne og frem til oprøret. Jeg har skrevet en anmeldelse af bogen (på engelsk), som kan læses her.

Som resultat er Tunesien igen-igen bragt ud i en politisk krise, en regeringskrise. Præsident Kais Said har nu udnævnt en ny regeringsleder, som skal forsøge at danne en regering. Sidste gang, efter valget i 2019, tog det flere måneder. Den nye regeringsleder hedder Hichem Mechichi, tidligere indenrigsminister og kendt for for nylig at knuse demonstranterne i en af de byer i Tunesien, Tataouine, der gennem årtier har været skrevet ud af ’stammefortællingen’. Sikkerhed og ro og orden var et stærkt emne i valgkampen, og Kais Said fik en overvældende sejr på baggrund af en yderst populistisk dagsorden. I valgkampen blev det klart, at han gerne ser bort fra diverse menneske- og grundlovssikrede rettigheder, ønsker den nye grundlov ændret og vil afskaffe partipolitik.

Tribaliseringen har mange ansigter. I Tunesien lever den national-patriotiske og den populistiske stærkt og side om side. En ting har de til fælles: de styrker ikke det inkluderende demokrati men undergraver det.

9. juli 2020

I dag åbnede det ugentlige marked på Jerba igen. Det har været lukket ned i måneder. Det er vigtigt for at dem, der har stader, kan komme i gang med at få omsætning igen. Det er vigtigt for folk på Jerba fordi de så igen kan få varer. Og det er et vigtigt socialt mødested. Åbningen lykkedes fordi kommunen, politiet, civilsamfundet og de politiske kræfter har arbejdet sammen om det.
Frankrig har sidste onsdag føjet Tunesien til de lande, hvorfra man uden test og karantæne nu frit kan indrejse. Det betyder, at handelsfolk og andre igen kan flyve mellem Tunesien og Frankrig – Frankrig er Tunesiens største samhandelspartner og knapt 1/10 af den tunesiske befolkning bor i Frankrig. Så Frankrig har stor betydning for Tunesien. For os danskere betyder det, at man nu kan skifte fly i Paris på vej til/fra Tunesien. Tunesien har et smittetryk på 10/100.000. Den danske regering har sat 20/100.000 som krav til de EUROPÆISKE lande, man ville åbne for. Måske kommer Tunesien snart med.

Rul til toppen