(2005)
Indledning
Ved første øjekast fremstår Tunesien som et harmonisk land, der af EU ofte bliver fremhævet som et forbillede for de øvrige arabiske lande. Der afholdes regelmæssige valg med repræsentation af oppositionspartier, økonomien er liberaliseret og markedsøkonomi er indført, og staten har fokus på at udbrede it-teknologi og internet, så Tunesien kan begå sig på højde med andre moderne lande. Men bag denne harmoniske facade gemmer der sig en række problematikker. Ved præsidentvalget i 2004 fik præsident Ben Ali ændret valgloven, så han selv kunne genopstille for tredje gang. Privatiseringerne af de tidligere landbrugskooperativer har ført til, at de traditionelle patron-klient-forhold og klan-tilhørsforhold igen er blevet aktuelle. Småbønderne kan ikke klare sig under den frie markedsøkonomis betingelser og er derfor blevet afhængige af de store godsejere. Og det tunesiske internet kontrolleres af staten, der bestemmer, hvilke websider der kan læses i Tunesien. Dette bagsidebillede af Tunesien ser man i EU gerne gennem fingre med. Man har nemlig brug for et stabilt, roligt arabisk land, der har fået bugt med islamismen og den indre uro som et bolværk mod nabolandene Algeriet og Libyen.
Geografi
Med sine 163.610 km2 er Tunesien fire gange større end Danmark, men dog det mindste af de fem Maghreb-lande. Mod nord og øst grænser landet op mod Middelhavet, og kystlinien udgør i alt 1.298 km. Tunesien deler en lang landgrænse med Algeriet mod vest og en kortere landgrænse med Libyen mod sydøst.
Tunesien inddeles geografisk ofte i tre områder: En nordlig del, hvor udløbere af Atlas-bjergene og Medjerda-floden, der skærer sig ned gennem bjergene, sikrer en vis årlig nedbør. I dette område ligger Tunesiens højeste bjerg Chambi med sine 1.544 m.
Dette nordlige område fremstår året igennem meget frodigt. Hovedparten af Tunesiens kornproduktion foregår i dette nordlige område.
Det midterste af de tre hovedområder udgøres dels af det flade Sahel-område langs kysten. Jordbundsforholdene er gunstige for dyrkning af oliven og præges af olivenlunde. Mod vest breder et steppeområde sig. Området giver gode græsningsarealer til flokke af forskellige husdyr.
Det sidste hovedområde mod syd markeres af et grønt bælte af daddeloaser, der strækker sig fra Gabes ved den østvendte kyst til Tozeur ved grænsen til Algeriet mod vest. Syd for oasebæltet breder Sahara-ørkenen sig. Markant for dette sydlige område er – ud over ørkenen – den store udtørrede saltsø, Chott el-Jerid, og den mindre Chott el-Fedjij, der ligger 16 m under havets overflade og dækker et område på størrelse med Fyn (ca. 5.000 km2). Sydtunesien er endvidere præget af tre bjergkæder: Djebel Matmata, Djebel Demmer og Djebel Abiodh, ofte kaldet Ksour-højderne.
Klimaet i nord er, som i det øvrige Middelhavsområde, varmt og tørt om sommeren og mildt og regnfuldt (200-400 mm nedbør pr år) om vinteren. Mod syd er Tunesien præget af ørkenklima med meget varme somre, milde vintre og under 20 cm regn pr. år. For hele landet gælder, at de store regnfald, der giver den nødvendige vandmængde til landbruget, kun indfinder sig med års intervaller.
Tunesien har kun få oliefelter med en lille olieproduktion. I det sydlige Sahara udvindes der olie fra feltet El Borma, og vest for Sfax findes oliefeltet Ashtart. Endvidere findes der en række oliefelter i Hammamet- og Gabes-Bugten. Store forekomster af naturgas er fundet i felterne El Borma og Minskar ud for østkysten, og flere felter opdages stadig. Tunesien forventes således at blive selvforsynende med naturgas. I bjergene på grænsen til Algeriet mod sydvest findes der store forekomster af fosfat, der gør Tunesien til verdens fjerdestørste producent af fosfat. Byen Metlaoui er centrum for fosfatminerne. Fra Metlaoui transporteres den uforarbejdede fosfat med godstog til Sfax, hvorfra den udskibes og eksporteres til det vestlige marked, der tegner sig for 60 % af eksporten. Tunesien har derudover forekomster af jernmalm, zinkmalm, bly og havsalt.
Der er i Tunesien anlagt tre jernbanestrækninger: Mellem Metlaoui og Sfax kører der, hvor der primært kører godstog med fosfat, en strækning langs østkysten mellem Tunis og Gabes og langs nordkysten fra Tunis til Bizerte og videre ind i Algeriet. Transport over længere afstande foregår oftest med louage, som er fællestaxaer, der kører på fastlagte strækninger mellem to byer. Vejnettet er siden slutningen af 1990’erne blevet væsentligt forbedret og udbygget. Den eneste motorvejstrækning løber mellem Tunis og El Jem nord for Sfax. I 2003 påbegyndtes dog anlæggelse af en motorvej mellem Tunis og Bizerte.
Lufthavnene i Tunesien servicerer først og fremmest den vigtige turistindustri. Tunis-Cartage-lufthavnen i Tunis er landets største, efterfulgt af charterlufthavnen ved Monastir. En ny lufthavn er projekteret i Enfidha nær den store turistby Hammamet. Der er endvidere lufthavne med indenrigsforbindelser til Tunis i Tabarka, Sfax, Tozeur, Gafsa og på Djerba.
Informationsteknologi kom fra november 1997 på den politiske dagsorden. Samme år blev et omfattende program for internet i Tunesien iværksat. Dette indebar, at alle universiteter, gymnasier og folkeskolens underskole og overbygning fik opkobling til Internettet, og at brug af Internet indgår i undervisningen. I 1998 lanceredes og realiseredes de såkaldte ”Publinet”, hvor der i et privatdrevet lokale er adgang til Internettet og email på et antal computere mod betaling. Regeringen yder til etableringen af Publinet-steder. Hermed skabes dels arbejdspladser for iværksættere med en mellemlang teknisk uddannelse og dels sikres flest mulige tunesere adgang til internettet. I 1999 var der 15.000 abonnenter på Internettet, mens der i 2004 var 708.000 omfattende virksomheder, Publinet, private, uddannelsesinstitutioner m.fl. Internettet og brugen heraf administreres og kontrolleres af statsorganet Agence Tunisienne d’internet. Alle tunesiske hjemmesider oprettes gennem dette organ og herfra styres, hvilke sider – såvel tunesiske som udenlandske – der skal være tilgængelige for brugerne på det tunesiske internet.
Befolkning og sociale forhold
Den tunesiske befolkning er efterkommere af fønikere, berbere, romere, arabere, tyrkere, negerslaver og sydeuropæere. De fleste tunesere definerer i dag dog sig selv som arabere, og landet oplever ikke sondering mellem etniske grupperinger eller minoriteter. De etniske grupperinger fordeler sig med 98 % arabere, 1 % europæere og 1 % jøder og andre mindre etniske grupper.
Tunesiens befolkning blev ved seneste folketælling i 1994 opgjort til 8.785.711, men blev i 2004 estimeret til 10 mio. Den tunesiske befolkning er ung, idet 45 % af befolkningen er under 20 år. Befolkningstilvæksten har været kontrolleret siden 1966, hvor der blev indført fødselskontrol. I 1974 var gennemsnitsalderen kun 23 år. Tyve år senere, i 1994, var den steget til 27 år. Den nuværende befolkningstilvækst er på ca. 1,4 %, hvilket er mindre end i mange udviklingslande, mens den i perioden 1980-1996 var på 2,2 %, den laveste i den arabiske verden. Officielle regeringsprognoser vurderer, at befolkningen er nået op på 13 mio. i år 2026. På det tidspunkt vil befolkningstilvæksten være faldet til 0,9 %.
Det officielle sprog i Tunesien er arabisk. I det offentlige og i erhvervslivet anvendes fransk dog som dagligt arbejdssprog. Fransk er obligatorisk i skolen fra andet skoleår, og der undervises i engelsk fra 14-års alderen. Grundbøger i geografi, matematik, fysik og lignende fag er siden starten af 1990’erne løbende blevet udskiftet med bøger på arabisk. Hidtil havde lærebøger på alle alderstrin været på fransk.
Den tunesiske grundlov specificerer i sin første artikel, at Tunesiens statsreligion er islam. 98 % af den tunesiske befolkning er sunni-muslimer. De sidste to procent fordeler sig på 1 % jøder og 1 % kristne.
Uddannelse har været højt prioriteret af den tunesiske regering siden selvstændigheden i 1956. Der er skolepligt for såvel piger som drenge, og undervisningen er gratis. I 1991 blev skolepligten hævet fra seks til ni års undervisning, hvilket svarer til gennemførelse af grundskolen. 99 % af børnene i den skolepligtige alder, som begynder ved seks år, starter i skolen. Analfabetismen er som følge af den målrettede politik faldet kraftigt: Fra 84,7 % i 1956 til 54,9 % i 1975 og 31,7 % i 1994.
Stadigt flere piger indskrives i og gennemfører gymnasiet i alle landets regioner. I 1998 var 50,2 % af eleverne i gymnasiet piger. Omkring 14 % af alle unge mellem 20 og 24 år læste på universitetet i 1998. De studerende fordeler sig på seks universiteter: Fire i Tunis, et i Sousse og et i Sfax, men for at fremme decentralisering er nye universiteter under opførelse i Gafsa, Jendouba og Gabès. Særligt de tekniske uddannelser prioriteres for at imødekomme behov og krav fra landets voksende industrisektor.
Økonomi
Tunesiens økonomi har siden 1986 været præget af liberalisering og privatisering af den indtil da statsejede industri og statskontrollerede økonomi. Åbningen af den tunesiske økonomi skete på baggrund af et krav fra Den Internationale Valutafond, IMF. Underskuddet på den tunesiske betalingsbalance nåede i 1983-85 et uacceptabelt højt niveau. Kulminationen på den forværrede økonomiske tilstand kom i 1986 som følge af det pludselige fald i de internationale oliepriser. Dette tvang den tunesiske regering til at søge hjælp hos IMF, hvis hjælp blev gjort betinget af, at Tunesien implementerede et såkaldt strukturtilpasningsprogram, der skulle liberalisere handel og skabe privat industri.
Som et tiltag for at fremme udenlandske investeringer i den nye tunesiske private sektor oprettedes i 1995 The Foreign Promotion Agency (FIPA), der er en offentlig institution. FIPA søger gennem repræsentation i fire europæiske lande samt USA at bistå udenlandske investorer. Endvidere sker offentliggørelse og annoncering af salg af offentlige foretagender gennem FIPA.
For at fremme og hjælpe tunesiske små-iværksættere blev der i 1997 etableret en særlig bank, Banque de la Solidarité Tunisienne (BST). Bankens formål er at yde lån, såkaldte mikro-kreditter, til unge iværksættere. På baggrund heraf yder BST lån på op til ca. 10.000 dinar (ca. 60.000 kr.) til en rente på max 5 %. Frem til 2000 havde BST ydet 35.162 lån. 78 % af låntagerne var under 40 år.
Med det formål at sikre udviklingen af de tilbagestående områder i Tunesien oprettedes der i 1992 en særlig fond, populært kaldet Caisse 26-26. Fonden modtager frivillige indbetalinger fra private og offentlige institutioner og firmaer. Fonden financierer bl.a. rent drikkevand, opførelse af huse og sundhedsklinikker. På baggrund af den tunesiske erfaring fremsatte FN i 2003 planer om etableringen af en international solidaritetsfond.
De økonomiske reformer i Tunesien har været kritiseret for at være overfladiske og en skinmanøvre, der først og fremmest skal give landet et godt image i EU og IMF. Kritikerne har bl.a. påpeget, at reformerne ikke har været tilstrækkelige til at svække den herskende elite og give plads til den brede befolkning og til civilsamfundet. Reelt har kun en lille udvalgt og regeringsvenlig tunesisk elite har haft mulighed for opkøb af tidligere statsvirksomheder, hvorved den herskende elite er blevet styrket. Endvidere er det blevet påpeget, at de tunesiske arbejdere er blevet mere udsatte med privatiseringerne. Det eneste eksisterende fagforbund ligger under regeringspartiets ledelse, og staten tillader ikke dannelsen af nye, uafhængige fagforbund, der kan varetage og beskytte arbejdernes interesser i markedsøkonomien.
De bærende erhvervssektorer i Tunesiens økonomi er tekstilindustrien, turisme og landbrugssektoren. Tekstilindustrien er koncentreret omkring hovedstaden Tunis og landets tredjestørste by, Sousse. Her finder mange beskæftigelse med at sy for store europæiske tekstilvirksomheder.
Lanceringen af turisme i Tunesien blev påbegyndt i 1961. Frem til 1972 steg antallet af besøgende med 30 % om året, og turisme var landets vigtigste indtægtskilde indtil 1976, hvor olieindustrien for alvor brød igennem. Turismen udgjorde i 1998 kun 7 % af det samlede BNP men som servicesektor har den stor betydning for landets økonomi, idet servicefagene, herunder turisme, beskæftiger 44 % af den samlede arbejdsstyrke.
Turistsektorens vigtighed for Tunesiens økonomi betyder, at sektoren er under stor politisk bevågenhed og styring. Indtil 1987 havde særligt kystbyerne Hammamet og Sousse i nord været de dominerende rejsemål i landet. Men som led i præsident Ben Alis nye initiativer til at udvikle hidtil oversete områder i landet, blev der satset stort på at udvikle ørkenturismen. Klimaet i syd skulle tiltrække turister også i vintermånederne, hvor vejret ved kysterne er køligt, så landet herved optimerede antallet af besøgende pr år. Samtidig skulle indtægterne fra turismen i syd være med til at trække områderne op på samme udviklingsniveau som byerne i nord. I oasebyerne Douz og Tozeur på kanten til Sahara blev der bygget store luksushoteller, og øen Djerba blev opdyrket som en ny vigtig helårsdestination. Der investeres stadig for at udvide den tunesiske turistsektors kapacitet. Et storstilet projekt er under opførelse i det sydlige Hammamet. Byggeriet omfatter anlæggelse af en lystbådehavn og luksushoteller i en helt ny by. Gammarth nord for Tunis oplever ligeledes opførelse af store luksushoteller. Dette nye område er bestemt til primært at skulle betjene forretningsfolk og konferencegrupper.
Et af regeringens vigtige fokusområder er landbruget. Prioritering af store investeringer i sektoren skal gøre landet selvforsynende og dermed føre til store besparelser i fødevareimporten. Således er sektorens samlede produktion steget med 35 % i perioden 1988-1997 på grund af investeringer i modernisering af landbruget og bedre udnyttelse af de frugtbare områder. Samtidig er det hensigten, at udviklingen af landbrugssektoren skal mindske affolkning af landdistrikterne .
Det politiske system
Tunesien er en republik med en tredeling af magten. Den udøvende magt ligger alene hos præsidenten, der udpeger en premierminister samt regeringen. Præsidenten er ifølge grundloven sikret en central position: Han er i princippet folkevalgt og kan maksimalt genvælges for to på hinanden følgende valgperioder.
Parlamentet har siden 1999 bestået af 182 deputerede, der er valgt for en femårsperiode ved flertalsvalg i deres valgkredse. Parlamentet stemmer om lovforslag og ændringer samt udarbejder økonomiske og sociale planer. Endvidere er det dets opgave at kontrollere regeringen, og parlamentet er ansvarlig over for præsidenten.
Oppositionen i Tunesien dannedes fra 1973, hvor Den Folkelige Enhedsbevægelse, MUP (Mouvement d’Unité Populaire), blev dannet af den netop ekskluderede plan- og økonomiminister Ahmed Ben Salah. Ben Salah førte i det nye parti den arabisk socialistiske politik videre, som han havde stået for i PDS: Decentralisering helt ned på kommunalt niveau og krav om regionale repræsentanters deltagelse i beslutningsprocesserne. I 1978 dannedes endnu et oppositionsparti, Bevægelsen af Demokratiske Socialister, MDS (Mouvement des Démocrates Socialistes). Det var også en tidligere PDS-frontfigur, nemlig den tidligere forsvarsminister Ahmad Mestiri, der tegnede dette nye parti. MDS befandt sig også på venstrefløjen og stod i sine første år for en meget skarp kritik af Bourguiba. I 1979 skete der et internt brud i MUP og en udbrydergruppe etablerede Det Folkelige Enhedsparti, PUP (Parti de l’Unité Populaire)
Det islamisk funderede parti Mouvement de la Tendence Islamique, MTI blev grundlagt i 1978 af Rachid al-Ghannouchi under navnet al-Jami’a al-Islamiya, ’Den Islamiske Gruppering’. I forbindelse med valget i 1981 ændrede partiet navn til MTI. Under Bourguiba havde islamisterne oplevet kraftig undertrykkelse og forfølgelse. Efter magtskiftet i 1987 blev mange fængslede islamister løsladt — deriblandt ledelsen af bevægelsen. Men selvom MTI i 1988 ændredes helt til et politisk parti under navnet Hizb al-Nahda (’Vækkelsespartiet’), opnåede det ikke officiel anerkendelse som et parti med henvisning til grundlovens artikel 9. Ifølge den må intet politisk parti være funderet på religion, sprog, race, køn eller region. Efter valget i 1989 rejse Ghannouchi i frivillig eksil i Paris og Abd al-Fatha Mourou overtog ledelsen af al-Nahda i Tunesien. Nahda er stadig ikke et anerkendt parti. Dets tilhængere kan ikke arbejde frit i Tunesien og er ofte udsat for aflytning, overvågning og fængslinger.
I bestræbelserne på at åbne mod mere demokrati og pluralisme blev der i 1988 udarbejdet en national pagt, der foruden repræsentanter fra de store organisationer (blandt andet fagbevægelsen og kvindeforbundet) blev underskrevet af RCD, MDS, Kommunistpartiet PCT (Partie Communiste Tunisienne), PUP samt de uofficielle partier MUP og den islamisk-funderede Bevægelse for en Islamisk Tendens, MTI (Mouvement de la Tendence Islamique). Siden er valgloven blevet ændret flere gange, således at det er blevet muligt for oppositionspartier at opstille til valgene. Siden magtskiftet i 1987 har der været præsidentvalg og valg til parlamentet i 1989, 1994, 1999 og 2004. Ved valgene i 1989 og 1994 var præsident Ben Ali eneste præsidentkandidat, da alle oppositionspartier valgte at støtte hans kandidatur. RCD vandt i 1989 alle pladser i parlamentet, mens oppositionen i 1994 var sikret 19 af parlamentets 163 pladser. I 1999 opstillede for første gang to modkandidater til præsidentposten fra partierne PUP og Den Unionistiske Demokratiske Union, UDU (Union Démocratique Unioniste). Inden præsidentvalget i 2004 ændredes lovens bestemmelse om, at en præsident kun kunne bestride embedet to på hinanden følgende valgperioder. Således kunne Ben Ali genopstille og blev genvalgt med 94,49 % af stemmerne. I parlamentet besad oppositionsparterne MDS, PUP, UDU, Fornyelsespartiet og PSL efter valget i 2004 37 af de 189 pladser.
Særligt i de vestlige medier har der ved samtlige valg været udtrykt mistro til oppositionens reelle muligheder for at opstille kandidater og udtrykke sig frit samt været fremsat beskyldninger om valgsvindel og mistro til valgresultaternes ægthed. Amnesty International har påpeget, at mange politiske modstandere stadig tilbageholdtes, overvåges og fængsles på et spinkelt grundlag. Også den amerikansk-baserede Human Rights Watch samt den franske Internationale Menneskerettighedsliga, FIDH (Fédération internationale des ligues des droits de l’homme) har kritiseret regimet i Tunesien.
Selv om oppositionens muligheder for at operere har været begrænsede under såvel præsident Habib Bourguiba og Ben Ali, er det imidlertid også oppositionens svaghed, at de alle udspringer af netop regeringspartiet eller af hinanden. Endvidere har oppositionspartierne gennem tiden været præget af indre magtopgør, der har ført til udbrydergrupper, hvorved begge parter har stået svækket efterfølgende. Således har oppositionen da også både ved valgene i 1999 og 2004 udtalt, at man alene var tilfreds med, at der nu var mulighed for så mange partier og for flere præsidentkandidater at opstille, idet man anså dette som et skridt på vejen mod reel pluralisme.
Historie
Berbere, fønikere, romere og arabere
Tunesiens placering ud til Middelhavet og søvejen til Sydeuropa har gennem historien gjort det til et handels- og krigsmæssigt strategisk og vigtigt landområde. Det første folk, der kom til Tunesien ad søvejen var handelsfolket fønikerne, der i 814 f.v.t. anlagde deres første handelsstation og by i Nordafrika. Byen var Kartago lige nord for nutidens Tunis. Inden fønikernes ankomst var det, der i dag er Tunesien, beboet af forskellige berberstammer ledet af konger. Provinsen Sicilien var strategisk vigtig for den fønikiske kontrol med gennemsejlingen til Middelhavet. Da romerne i 306 f.v.t. gik i land på Sicilien, var det et brud på en tidligere aftale mellem de to stormagter, og en lang strid tog sin begyndelse: De Puniske Krige (264-241 f.v.t., 218-201 f.v.t. samt 149-146 f.v.t.) førte til Kartagos fald og en romersk magtovertagelse i den nordlige og østlige del af Tunesien.
Med den arabiske ekspansion efter profetens Muhammeds død nåede et nyt folk, araberne, Tunesien fra Den Arabiske Halvø. I 670 blev Kairouan (arabisk: Qairawan, ’lejr’) anlagt, og byen voksede og blev et vigtigt islamisk lærdomscenter samt en station for handelskaravanerne fra Syd- og Vestafrika. Med Kairouan som udgangspunkt erobrede araberne senere det øvrige Nordafrika og nåede Sydspanien via Gibraltar. Tunesiens befolkning er således efterkommere af disse fire folk og i nyere tid også efter franskmænd på grund af det franske protektorat.
Fransk protektorat og tunesisk selvstændighed
Fra midten af 1700-tallet regerede en bey Tunesien uafhængigt af den osmanniske magt i Istanbul, dog på den betingelse at skatter stadig blev afregnet med Det Osmanniske Rige. Da Tunesien blev gjort til fransk protektorat i 1881, blev bey’en fastholdt som landets formelle øverste leder, mens den reelle magt lå hos den franske generalguvernør. I 1908 blev den første nationale bevægelse, Jeunes Tunisiens (’De Unge Tunesere’), mod franskmændene dannet. I 1920 blev Jeunes Tunisiens omorganiseret til et egentligt parti, Destour-partiet. Destour betyder forfatning og angiver dermed partiets mål: Udarbejdelse af en forfatning, der skulle sikre tunesernes rettigheder i politiske og arbejdsmæssige forhold samt selvstyre med en lovgivende forsamling. En udvikling af national bevidsthed var sat i gang, og som led heri dannede en gruppe moderne, intellektuelle patrioter i 1934 Néo-Destour-partiet med Habib Bourguiba som frontfigur.
Under Anden Verdenskrig sad Habib Bourguiba fængslet frem til 1943 og måtte rejse i eksil fra 1945 til 1949. Inden hans tilbagevenden blev den tunesiske arbejderklasse organiseret i den faglige organisation UGTT (Union Générale Tunisienne du Travail, arabisk: Jami’at Umum al-Amala al-Tunisiya), som under ledelse af Farhat Hached arbejdede tæt sammen med Néo-Destour for at opnå national selvstændighed. Mobiliseringen af den brede befolkning i UGTT betød, at nationalistbevægelsen i 1950’erne kunne lægge et stærkt pres på de franske magthavere, og en frugtbar dialog begyndte. Denne fredelige udvikling fik et brat stop i 1952. Den franske Mendes-France regering afviste kravet om et tunesisk parlament, og dette førte til repressalier fra Néo-Destour-partiet, samtidig med at de franske bosættere gjorde oprør mod den spirende selvstændighed. Strejker og demonstrationer brød ud. Bourguiba fængsledes endnu en gang, og Néo-Destour-partiets ledelse blev flyttet til Kairo. Terrorisme blussede op fra både fransk og tunesisk side, og i 1953 var der borgerkrigslignende tilstande. For at lægge låg på urolighederne foreslog Mendes-France-regeringen i 1954 indre tunesisk selvstyre med fransk kontrol over militær og udenrigspolitik. Bourguiba blev løsladt og forslaget accepteret. Den 2. juni 1955 blev den endelige aftale, der indebar selvstyre underskrevet i Paris.
Internt i Neo-Destour-partiet førte aftalen til en splittelse. Generalsekretær Salah Ben Youssef havde agiteret for at fortsætte den bevæbnede kamp, indtil fuld selvstændighed var opnået, og partiet blev nu opdelt i ’bouguibister’ og ’youssefister’. Da en terrorhandling fra youssefisternes side blev opdaget i 1956, måtte Ben Youssef flygte til Tripoli i Libyen. For at stoppe de stigende voldshandlinger indledte Bourguiba forhandlinger med franskmændene, og 20. marts 1956 garanterede Frankrig Tunesien selvstændighed. I den nydannede lovgivende forsamling fik nationalisterne alle 98 pladser, og den 11. april 1956 blev Habib Bourguiba premierminister for en regering på 17 medlemmer. Monarkiet med bey’en som øverste leder blev afskaffet den 25. juli 1957, og Tunesien udråbt til republik med Bourguiba som landets første præsident.
Tunesien under Bourguiba
Umiddelbart efter selvstændigheden søgte Bourguiba at sikre sin egen position som landets eneste leder ved at eliminere mulige modstandere. Disse var fra Bourguibas synspunkt fordelt på tre grupper.
Internt i nationalbevægelsen gjorde Habib Bourguiba gennem retsforfølgelser op med tidligere fremstående personer, som f.eks. Salah Ben Youssef, den tidligere premierminister Tahar Ben Ammar og regeringslederen Salaheddine Baccouche. Disse blev beskyldt for at undergrave nationalbevægelsen og anklaget for misbrug af offentlige fonde eller for at have samarbejdet med franskmændene og blev idømt lange fængselsstraffe eller frataget civile rettigheder.
Dernæst gjorde Bourguiba op med de franske besiddelser i industri og landbrug, som stadig var omfattende. For at gennemføre fuldstændig tunesisk uafhængighed og frigørelse fra fransk indflydelse såvel politisk som økonomisk nationaliserede Bourguiba i 1958 en række vigtige og magtfulde franskejede selskaber, herunder elektricitets- og transportselskaberne.
UGTT var den sidste gruppe, som Bourguiba følte sig truet af. UGTT’s ledelse, anført af Ahmad Ben Salah, pressede i midten af 1950’erne på for at få indført socialistisk planøkonomi, men Bourguiba nægtede på dette tidspunkt at efterkomme kravet. Som konsekvens meddelte Ben Salah i december 1956, at han trådte tilbage som leder af fagbevægelsen, og Bourguiba frygtede, at UGTT herefter ville udvikle sig til en rival i kampen om at vinde befolkningen. Ahmad Tlili, der var en fremtrædende person i Néo-Destour-partiet, blev derfor gjort til ny generalsekretær for fagbevægelsen, hvilket reelt betød en total sammensmeltning af UGTT og partiet.
Destour-socialisme
Ekskluderingen af Ahmad Ben Salah varede ikke længe. I 1957 blev han ansvarlig for sundhedsministeriet, og hans succesfulde politik ledte til, at en lang række vigtige områder i januar 1961 blev lagt under Ben Salahs ansvar: Økonomi, handel og industri, landbrug og uddannelse.
Med udnævnelsen af Ahmad Ben Salah til økonomiminister drejede Tunesien ind på en socialistisk kurs, der var stærkt inspireret af den arabiske socialisme, som Bourguiba havde stiftet bekendtskab med under sine eksilophold i Ægypten. Tunesien udviklede dog sin egen socialistiske ide, ofte refereret til som Destour-socialisme. Ben Salah fik nu gennemført sine ideer om planøkonomi efter socialistisk model, og de første planperioder koncentrerede sig særligt om udviklingen i landbruget.
Trods Bourguibas tidligere indsats var de franske besiddelser stadig mange i begyndelsen af 1960’erne, og derfor blev der i 1964 gennemført en omfattende ekspropriering og nationalisering af store landbrugsarealer. Samtidig blev en tunesisk statsejet industri opbygget. De største af virksomhederne, heriblandt fosfatbearbejdning i Sfax, kemiindustri i Gabes, olieraffinaderi i Bizerte samt celluloseudvinding og papirfremstilling af espartogræs i Kasserine, skulle blive drivkraften i den tunesiske økonomi de næste 30 år. Med Bourguibas accept annoncerede Ben Salah endvidere i 1969 en storstilet udbredelse af kooperativsystemet, der også omfattede den tunesiske landbefolkning. Alt privat landbrug blev forbudt, dog undtaget de små familieparceller til selvforsyning
Dette træk var for ambitiøst, og følgelig kom det til voldsomme sammenstød mellem utilfredse kooperativbønder og staten. Ben Salah blev gjort til syndebuk for, at kooperativerne ikke kom til at fungere efter hensigten samt beskyldt for at være for fanatisk. I september 1969 blev han ekskluderet af alle statssekretariater, smidt ud af centralkomiteen for Destour-socialistpartiet, PSD (Parti Socialiste Destourien, Néo-Destours officielle navn siden 1964), arresteret og idømt ti års fængsel. En række omrokeringer førte til, at Hedi Nouira blev premierminister. Med udnævnelsen sluttede Tunesiens knapt ti år lange eksperiment med arabisk socialisme, og selvom økonomien vedblev at vare fastlagt i planperioder, blev der nu ført en mere liberalistisk politik.
Opposition dannes
Ben Salah flygtede til Algeriet og videre til Europa. Herfra kritiserede han Bourguiba-styret for at være korrupt og diktatorisk. I 1973 grundlagde han Enhedsfolkebevægelsen, MUP (Mouvement d’Unité Populaire), der fik stor opbakning blandt de tunesere i Europa, der enten ikke kunne eller ville vende tilbage til Tunesien. MUP fastholdt den socialistiske ideologi og sværgede stadig til gennemførelse af de økonomiske og sociale reformer, som Ben Salah havde fremsat og forsøgt gennemført som minister.
Grundlæggelsen af MUP markerer den første tilstedeværelse af en opposition til Bourguiba-regeringen. Dette blev tydeligt i 1977, hvor MUP fremkom med et charter, der fra regeringens side blev opfattet som en militant trussel og medførte, at 33 ledere fængsledes.
I 1981 insisterede Ahmad Ben Salah på, at partiet boykottede det forestående valg til den lovgivende forsamling, men ikke alle ledere i partiet støttede denne holdning. MUP blev splittet, og et nyt oppositionsparti, Enhedsfolkepartiet, PUP (Parti de l’Unité Populaire), blev grundlagt under ledelse af Muhammed Bel Haj Amor.
Ahmad Ben Salah var ikke den eneste tidligere PSD-minister, der fjernede sig fra Bourguiba og reagerede med at danne et oppositionsparti. Således også Ahmed Mestiri, tidligere forsvarsminister, der i januar 1968 i skarpe vendinger kritiserede Ben Salahs program for yderligere kollektivisering. Få dage senere måtte han se sig ekskluderet af PSD. I 1978 grundlagde Ahmed Mestiri Den Socialdemokratiske Bevægelse (Mouvement des Démocrates Socialistes), der ligesom MUP befandt sig på venstrefløjen, hvorfra tonen og kritikken af Bourguiba skærpedes.
Sociale uroligheder
Det var ikke kun på det politiske niveau, at modstanden mod PSD og Bourguiba blev stærkere og mere organiseret. Også blandt den tunesiske befolkning bredte der sig i slutningen af 1970’erne en utilfredshed, som resulterede i mange spontane oprør i form af strejker og demonstrationer. I 1977 besatte arbejderne en tekstilfabrik i Ksar Helal — byen hvor Néo-Destour-partiet i sin tid blev grundlagt. Fire dages hårde kampe mellem arbejderne og politiet førte til et højt antal døde og sårede. Begivenhederne satte skub i en række lignende strejker og besættelser rundt om i landet. De kommunale afdelinger af UGTT støttede disse strejker, og den 22. januar 1978 enedes UGTT’s ledelse om at opfordre til generalstrejke for at tvinge regeringen til at ændre politisk kurs. Hæren blev sat ind i hele landet for at bekæmpede de strejkende, og hundredvis blev arresteret og idømt straffe. Dette var også tilfældet for UGTT’s centralledelse. Hændelsen refereres senere til som ’Den Sorte Torsdag’ (Jeudi Noir) på grund af det uventede og voldsomme udfald.
To år senere, den 26. januar 1980, fandt endnu et oprør sted. Denne gang i Gafsa, der på grund af de mange miner var arbejdernes højborg. Frem til den 3. februar holdt arbejderne minerne besat, igen med sårede, døde og arrestationer til følge. Også regeringsmæssigt fik Gafsa-opstanden følger. Som i lignende tidligere situationer, reagerede Bourguiba med at gøre en minister til syndebuk — denne gang premierminister Hedi Nouira — og en større regeringsomdannelse fandt sted. De egentlige gerningsmænd bag Gafsa-opstanden er dog ukendte, selvom en militant gruppe grundlagt i Libyen i 1973 påtog sig ansvaret, men spekulationer gik på, om Libyen havde skjulte hensigter: Gafsa ligger ganske tæt på den algeriske grænse, og en opstand der ville kunne ryste det svage Boumedienne-styre i Algeriet. Det mest oplagte er dog at se Gafsa-opstanden i sammenhæng med de øvrige oprør landet over.
Økonomisk krise: Verdensbanken og brødopstand
Den skiftende politiske kurs i Tunesien medførte ustabilitet i industri- og landbrugssektoren og berørte arbejderne direkte i form af fyringer samt manglende kapital til at tilbagekøbe de i 1960’erne eksproprierede landbrugsmaskiner. Den urolige situation tilspidsedes i starten af 1980’erne på grund af den stadigt mere uholdbare økonomiske situation: 14 % af befolkningen, heraf over halvdelen under 25 år, var arbejdsløse, eksporten af fosfat og reserven af olie var faldende, og med Spanien og Portugals indtræden i EF blev også eksporten af landbrugsvarer truet.
På lige fod med andre udviklingslande modtog Tunesien subsidier fra Verdensbanken. Disse blev for en stor del anvendt som fødevaresubsidier til den stadigt voksende befolkning. Men i begyndelsen af 1980’erne kom Verdensbanken med henstillinger til udviklingslandene om at bevæge sig væk fra denne anvendelse af subsidier og i stedet placere dem i industri. Man ønskede ikke, at subsidierne skulle være skjulte sociale ydelser. Fra tunesisk side forsøgte man at fastholde fødevaresubsidierne, uden hvilke det ville være umuligt for middel- og underklassen at få det daglige fødevarebehov dækket. I et forsøg på at efterleve Verdensbankens krav, øgede staten til gengæld skatterne og afgifter på import, mens visse offentlige ydelser, der hidtil havde været gratis, nu blev betalingsydelser. For den sjette planperiode (1982-1986) var det endog forudset, at under¬visning ikke længere skulle være gratis. I oktober 1983 skete der en stigning i priserne på vand, elektricitet og offentlig transport — alt sammen noget, der berørte den en¬kelte tuneser direkte.
Krisen kulminerede i januar 1984, da staten måtte give op over for Verdensbankens pres og fjerne alle fødevaresubsidier med det resultat, at brødpriserne steg 115 %. Opstanden, der senere er blevet kaldt ’Brødopstanden’, startede i syd og bevægede sig nordpå og dækkede snart hele landet. Militæret blev sat ind den første uge, hvorefter Bourguiba selv annullerede premierminister Muhammed Mzalis beslutning og fik priserne tilbage på det hidtidige niveau. Indenrigsminister Driss Guiga og premierminister Muhammad Mzali blev holdt ansvarlige og afskediget fra deres poster.
Sekularisme og islamisme
Islams plads i en offentlig kontekst var i første halvdel af Bourguibas regeringsperiode præget af præsidentens adskillige holdningsskift. Fra magtovertagelsen i 1956 førte Bourguiba en ekstremt sekulær politik, der havde mange lighedspunkter med Kemal Atatürks politik i Tyrkiet: Islamisk lov (sharia) blev afskaffet, kvindernes slør (hijab) blev forbudt, og arbejderne blev opfordret til at ignorere Ramadanen, da faste nedsatte produktiviteten. Ligeledes blev den store Zitouna-moske i Tunis lukket. Bourguiba opfattede islam som fortid: Sekularisering efter vestlig model var den eneste vej til modernisering.
Da det blev tydeligt, at den socialistiske politik i perioden 1962-1970 havde slået fejl, ændrede Bourguiba holdning over for de islamiske grupperinger, der nu blev mødt af velvillighed fra regeringens side – så længe grupperne ikke var politiske. Zitouna-moskeen og dens universitet blev genåbnet og fik igen en central rolle i samfundsdebatten. I denne sammenhæng blev Rachid Ghannouchi en populær taler, lærer og ungdomsleder, der rejste rundt i landet og talte i moskeerne om sin udlæggelse af koranens budskab. Han blev hurtigt populær i vide kredse i Tunesien, fordi han afspejlede den identitetskrise og desorientering, der var udbredt blandt befolkningen i 1970’erne efter regeringens pludselige skift fra det ekstreme venstre til en højredrejet politik.
I perioden 1970-78 var den islamiske bevægelse således først og fremmest optaget af de religiøst-kulturelle ændringer i samfundet og koncentrerede sig ikke om det politiske aspekt. Men UGTT’s succes i midten af 1970’erne, som mundende ud i generalstrejken i 1978, blev af den islamiske bevægelse opfattet som en trussel mod den islamiske bevægelse og mod islam i Tunesien. Begge hentede nemlig deres støtte på venstrefløjen og lå således i skarp konkurrence om at tiltrække og repræsentere arbejderklassen og de studerende. Endvidere efterlod Bourguibas politiske slingrekurs samt den begrænsede fagbevægelse et ideologisk tomrum, der gav plads til en islamisk mobilisering i Tunesien i 1970’erne.
Tidspunktet faldt sammen med Ayatollah Khomeinis islamiske revolution i Iran, og som i en række andre arabiske lande, gav revolutionen islamisterne en forstærket tro på, at de kunne nå deres mål. Ghannouchi baserede nu sin ideologi på, at islam må omfatte hele samfundet og hele det enkelte menneskes liv, og han relaterede islam direkte til hverdagens politiske, sociale og økonomiske problemer. Denne nye holdning blev af Bourguiba opfattet som en trussel. Ghannouchi blev forvist fra Zitouna-universitetet og dannede bevægelsen al-Jami’a al-Islamiya. Dette navn blev kun bibeholdt ganske få år, for da Bourguiba i 1981 liberaliserede et-parti-systemet og gav plads til en opposition, ændrede al-Jami’a al-Islamiya navn til Bevægelsen for en Islamisk Tendens, MTI (Mouvement de la Tendance Islamique).
Med MTI’s indtræden i politik styrkedes oppositionsbilledet i Tunesien, og Habib Bourguiba måtte nu se sig presset fra to sider: Fra MUP, MDS og UGTT på den ene side og MTI på den anden. Følgelig forsøgte Bourguiba at hente opbakning på venstrefløjen og afslog at anerkende det nye islamiske parti, som dog, trods forfølgelser, arrestationer og tortur, ufortrødent forsatte med at udfordre den sekulære stat.
Især i 1987 blev forholdet mellem regeringen og islamisterne yderst anspændt. Den 9. marts 1987 holdt Ghannouchi et foredrag i Ben Arouss-moskeen i en fattig forstad til Tunis, trods henstillinger fra regeringens side om at aflyse foredraget. Straks efter afslutningen blev Ghannouchi anholdt, og fire dage efter fandt en klapjagt på islamister sted, som var den hidtil mest omfattende i Tunesiens historie. Nogle måneder senere, i august 1987, tog islamisternes kamp en mere personlig drejning mod Bourguiba, idet der i forbindelse med fejringen af hans 84-års fødselsdag sprængtes en række bomber i Sousse og Monastir, præsidentens fødeby. Målet for Bourguiba blev herefter at eliminere MTI totalt, og han gik så langt som til at kræve dødsstraf mod syv fremtrædende islamister.
Zine el-Abidine Ben Ali og Den Nye Æra
En central person for løsningen af den politiske hårdknude og en dæmper på de uroligheder, der prægede hele landet i 1987, blev Zine el-Abidine Ben Ali. Da Habib Bourguiba krævede dødsstraffen over islamisterne gennemført, vurderede Ben Ali, der på dette tidspunkt var indenrigsminister, at en sådan gennemførelse kunne kaste landet ud i borgerkrig. Det lykkedes ham at overbevise Bourguiba om at frafalde dødsstraffen.
Ben Ali blev i oktober 1987 udnævnt til premierminister, og kun en måned senere, den 4. november, forlød det, at endnu et MTI-komplot, denne gang med det formål at vælte Bourguiba, var blevet afværget. Frygten for borgerkrig sammenholdt med Bourguibas stadig dårligere helbredstilstand førte til, at Ben Ali den 7. november 1987 valgte at gøre brug af grundlovens artikel 57: I en radiotale proklamerede han, at han sammen med syv læger erklærede Bourguiba for senil og ude af stand til at varetage embedet som landets præsident. Ifølge grundloven skulle Ben Ali i kraft af sin position som landets premierminister selv overtage præsidentposten. Regeringspartiet med præsident Ben Ali i spidsen betegner selv tiden siden magtovertagelsen for Den Ny Æra, hvor Tunesien på alle områder skulle slå ind på en ny, åben og moderne kurs
Nationalt satte Ben Ali alle kræfter ind på sociale forbedringer. De grundholdninger og løfter, der blev arbejdet ud fra, havde store lighedspunkter med de af islamisterne tidligere fremsatte krav og kan da også ses som et forsøg på at pacificere islamisterne og lægge låg på de nationale uroligheder.
Forbedringerne omfattede udbygning af skolesystemet og sundhedssystemet samt opbyggelse og forbedring af infrastrukturen. Statens strenge kontrol med al økonomisk aktivitet er blevet løsnet, og privatiseringer og liberaliseringer har været betragtet som drivkræfterne i bestræbelserne på at forbedre den nationaløkonomiske situation.
Efter magtovertagelsen i 1987 blev forbindelserne til udlandet straks genstand for præsident Ben Alis opmærksomhed: Allerede i december blev de diplomatiske forbindelser med Libyen genoptaget, og grænserne blev genåbnet efter i lange perioder at have været lukket. I 1988 enedes de to lande om en social og økonomisk union, som skulle tillade fri bevægelse for befolkningen og varer over grænserne, men som ikke er blevet gennemført.
I 1987 og 1988 mødtes regeringerne fra Marokko, Algeriet, Tunesien, Mauritanien og Libyen flere gange for endelig den 17. februar 1989 at grundlægge Den Arabiske Maghreb-Union (L’Union du Maghreb Arabe). Unionen havde til hensigt at fremme økonomisk samarbejde samt udvekslingen af knowhow landene imellem og gøre Nordafrika til en frihandelszone i lighed med EU.
I en større international sammenhæng knyttede Ben Ali stærkere bånd til USA. I 1989 aflagde han præsident George Bush officielt besøg for at puste nyt liv i det økonomiske og teknologiske partnerskab. I EU så man ligeledes positivt på udviklingen i Tunesien, og i 1993 fik Europa-Kommissionen mandat til at påbegynde forhandlinger med Tunesien om udvidelse af partnerskabet. Først i 1995 var en egentlig aftale på plads, der blandt andet garanterede Tunesien højere kvota for eksport af oliven til EU. Fra EU’s side så man en fordel i at styrke Tunesiens økonomi for derigennem at mindske truslen fra islamisterne og dæmpe den tunesiske immigration til især de franske kystbyer.
Fremtidige udfordringer
I 2008 ophæves told- og handelsbarrierer mellem Tunesien og EU. For Tunesien åbner det tættere samarbejde med EU mulighed for at udnytte de nye markeder i Østeuropa til eksport. Endvidere findes der her et stort potentiale for landets vigtige turistsektor, der har været trængt siden 11. september 2001. Det vil kræve en målrettet indsats fra de tunesiske virksomheder at trænge ind på de nye markeder samt at klare sig i den frie konkurrence i EU. Særligt er Tunesiens tekstilindustri truet af den europæiske tekstilindustris udflytninger til Kina. For at styrke vigtige industrier som tekstilbranchen, halvfabrikataindustrien og telebranchen i den fremtidige konkurrence har den tunesiske regering iværksat et opgraderingsprogram – det såkaldte ”mise à niveau”-program – hvormed der ydes statsstøtte til de høje omkostninger, der er forbundet med at opgradere produktionsapparatet i de private virksomheder, så produktiviteten øges og konkurrenceevnen dermed forbedres. Også Tunesiens evne til at tiltrække udenlandske investeringer og fortsætte liberaliseringen af økonomien vil få betydning for konkurrenceevnen og fortsat økonomisk udvikling.
Fra EU’s side har man hidtil særligt haft fokus på de økonomiske reformer i Tunesien og antaget, at liberalisering hér automatisk ville medføre politisk liberalisering. Imidlertid har det vist sig, at privatiseringerne og diverse støtteprogrammer fra den tunesiske regering kun er kommet få, udvalgte forretningsfolk til gode. Efter 10 år med økonomisk liberalisering er det fortsat en realitet, at regeringspartiet og staten er en og samme sag, og magten er alene centreret omkring præsident Ben Ali og en snæver teknokratisk elite. Et statsuafhængigt civilsamfund eksisterer ikke og oppositionspartierne er alle udbrydere af regeringspartiet. En stor udfordring ligger således i en forandring af det politiske system.
Med ændringen af valgloven i 2004 har Ben Ali sikret sin egen magt frem til 2014. Et generationsskifte vil imidlertid skulle ske inden for en overskuelig fremtid, idet den herskende elite er mellem 50 og 70 år. Hvis ikke en nyt magtskifte igen skal ske inden for regeringspartiets egne rækker, skal den unge del af befolkningen, der altid kun har oplevet autoritære styrer, nu trænes i at være politiske aktører. EU kan spille en væsentlig rolle i den sammenhæng. Men det kræver at EU slipper sit ensidige fokus på det tunesiske styre som en succes i kampen mod islamisme og i stedet stiller krav om reelle åbninger af det autoritative styre samt støtter opbygningen af nye politiske grupper.
Kilder
Réalités Multimedia, Tunis, feb. 2000
www.ati.tn (Agence Tunisienne d’Internet)
http://www.ins.nat.tn (Institut National de la Statistique)
King, Stephen: Liberalization against Democracy. The Local Politics of Economic Reform in Tunisia, Indiana University Press, 2003
Zouari, Jawed: Challenges to Tunisia’s Privatization Policies, Middle East Studies Association of North America, 27th Annual Meeting, nov. 1993
Ayubi, Nazih N: Over-stating the Arab State, I.B. Tauris & Co, London, 1995, s. 352-357
http://www.tunisieinfo.com/privatisation/
http://www.tunisieinfo.com/documents/choix/chapter7-2.html
om Banque de la Solidarité Tunisienne.
http://www.26-26.org/eng/index1.htm
om Den Nationale Solidaritets Fond.
Esposito, John L.: The Islamic Threat: Myth or Reality? Oxford University Press, 1995, s. 153-163.
Haugbølle, Rikke: Tunesien valgte Ben Alis vej frem, Udenrigs, nr. 4, Det Udenrigspolitiske Selskab, København,1999.
Hermassi, Mohammed Elbaki: Le système politique tunisien et le 7 novembre, fra: ed.
Bassma Kodmani-Darwish: Maghreb: Les années de transition, Masson 1990
Henry, Delphine: Le président Ben Ali et les islamistes, Afrique et l’Asie Modernes, vol. 164, printemps 1994, s. 135-149
Ware, L.B.: Ben Ali’s Constitutional Coup in Tunisia, Middle East Journal, vol. 42, No 4, automn 1988, p. 587-601
Toumi, Mohsen: La Tunisie de Bourguiba à Ben Ali, Politique d’aujourd’hui, Presses Universitaires de France (PUF), Paris, 1989
http://www.tunisiaonline.com/elections2004/index.html
Alexander, Christopher: Opportunities, Organizations , and ideas: Islamists and Workers in Tunisia and Algeria., International Journal of Middle East Studies, vol. 32, nov. 2000, no 4, p. 465-490.
Anderson, Lisa: The State and Social Transformation in Tunisia and Libya, Princeton University Press, 1986.
Batta, Paul: French Policy in North Africa, MEJ, vol 40, 2 spring 1986, 238-252
Belkhodja, Tahar: Les trois décennies Bourguiba (Arcanteres Publisud, Paris, 1998)
Burgat, Francois: L’islamisme au Maghreb Tunisie: La référence maghrébine, p 203 – 219, Édition Karthala, 1988
Erdle, Steffen: Tunisia: Economic Transformation and Political Restoration, i ed. Volker Perthes: Arab Elites. Negotiating the Politics of Change, Lynne Rienner Publisher, 2004
Hamdi, Mohamed Elhachmi: The Politicisation of Islam. A case study of Tunisia. State, Culture and Society in Arab North Africa, Boulder, Colo.: Westview Press, 1998, 218 pp.
Hermassi, Elbaki: The Islamic Movement and November 7, i ed. Zartman: Tunisia, The Political Economy of Reform, Lynne Rienner Publisher, 1991
Magnuson, Douglas K.: Islamic Reform in Contemporary Tunisia: Unity and Diversity, i ed.
Martin, Jean-François: Histoire de la Tunisie comtemporaine: De Ferry à Bourguiba 1888-1956, Éditions l’Harmattan, Paris, 1993
Perkins, Kenneth J.: Historical Dictionary of Tunisia, Scarecrow Press Inc., 1989
Simonsen, Jørgen Bæk: Arbejderbevægelsen i Nordafrika, ABA/AOF/Fremad 1987
Sraïeb, Noureddine: Le Collège Sadiki de Tunis. 1875-1956. Enseignement et nationalisme, Alif, Tunis.
Zartman: Tunisia, The Political Economy of Reform, Lynne Rienner Publisher, 1991.
Rikke Hostrup Haugbølle, 2005
